Henter kommentarer

Godt nyt til boligejere – 'renterne falder som en sten'


Har man lån i mursten, så kan man glæde sig over onsdagens inflationstal fra USA.

Inflationstallet for marts endte nemlig lavere end ventet, og det smitter af på renterne, der falder i kølvandet på offentliggørelsen af det amerikanske inflationstal.

»Dagens tal for amerikansk inflation viser som ventet et fald – men faldet er større end forventet. Det er godt nyt for de danske boligejere, der håber på lavere renter. Renterne falder nemlig som respons på nyheden,« konstaterer Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit.

Læs også: Amerikansk inflation falder mere end forventet

Han tilføjer, at »renterne falder som en sten«. Fem minutter efter offentliggørelsen af inflationstallet tog renten på en 10-årig amerikansk statsobligation et dyk på over 0,12 procentpoint, hvilket er et stort udsving på rentemarkedet.

Den amerikanske inflation landede i marts måned på 5 procent i forhold til samme måned året før. Det er den laveste inflation siden maj 2021 og samtidig en mildere inflation, end økonomer havde ventet. De havde sat næsen op efter en inflation på 5,1 procent.

Når inflationstallet på den anden side af Atlanten smitter af på danske boliglån, så handler det i høj grad om, at USA svinger med taktstokken over verdensøkonomien. Derudover kan en mildere inflation også tyde på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, snart kan stoppe med at hæve renten lige så aggressivt, som de har gjort det seneste år.

Den mildere inflation giver derfor udsigt og håb om lidt mindre og færre renteslag fra den amerikanske centralbank, bemærker chefanalytikeren:

»Det er godt nyt for danske boligejere og boligkøbere, der går og ser på bolig i øjeblikket. Det betyder nemlig udsigt til lidt lavere renter. Og hvad der er godt nyt for boligkøberne er godt nyt for boligmarkedet, der mildt sagt har været presset siden sidste sommer. Hvis vi får flere gode nyheder af den her slags, kan det gøre 4-procentlånet til det ledende lån med fast rente igen og betyde et farvel til 5-procentlånet.«

Læs også: 'Fremragende' - analytiker ser stort potentiale i dansk aktie

Læs også: Aktiechef: En opjustering kan være på trapperne fra dansk folkeaktie