Henter kommentarer

Ikke set i 9 år – boligmarkedet er gået i dvale


Efter år med fuld fart på boligmarkedet, så tager modvinden nu til.

Det konkluderer Danske Bank ovenpå deres boligbrief for juli, hvor de er gået boligmarkedet efter i sømmene.

Det tiltagende uvejr skyldes blandt andet, at man skal skrue tiden ni år tilbage for at finde en måned, hvor lige så få lejligheder skiftede hænder, som tilfældet var i juli.

I sommermåneden dykkede salget af ejerlejligheder nemlig med hele 13 procent.

Det lave salg løfter udbuddet af boliger, hvilket i stigende grad vil komme til at presse priserne, bemærker Bjørn Tangaa Sillemann, senioranalytiker i Danske Bank.

Der har også været mindre gang i salget af sommerhuse og huse i juli måned. Ejendomsmæglerne i Danske Banks kæde, home, har også haft færre fremvisninger af huse og lejligheder i deres kalender. Antallet af fremvisninger på lejligheder er det laveste i 3,5 år.

Danske Bank har tidligere spået, at huspriserne vil falde med omkring syv procent. Nu ser banken en øget risiko for, at boligpriserne falder med en tocifret procentsats i løbet af det kommende år.

»Det kan godt komme til at gøre ondt på nogle, især hvis man har været uheldig at købe sin første bolig på toppen. Men de fleste vil næppe blive voldsomt påvirkede af selv markante prisfald, oven på de meget store prisstigninger vi har set igennem pandemien,« pointerer Bjørn Tangaa Sillemann.

Særligt de stigende renter, som gør det dyrere at låne penge, er en kæp i hjulpet på boligmarkedet, mener banken.

Indtil videre holder priserne dog nogenlunde stand. I juli steg priserne på huse med 1,5 pct., mens prisen på lejligheder og sommerhuse væltede med henholdsvis 0,5 og 1,7 pct.

Læs også: Analytiker om dansk aktiestjerne: Udsigt til nyt monsterudbytte

Læs også: Her er de mest shortede danske aktier lige nu