Henter kommentarer

Analytiker om dansk aktiestjerne: Udsigt til nyt monsterudbytte


Aktionærerne i et af Danmarks mest kendte selskaber kan se frem til et monsterudbytte.

Det vurderer Sydbank om rederimastodonten A. P. Møller – Mærsk i et nyt analysenotat. Her fremhæver man blandt andet, at Mærsk-aktien har en billig værdiansættelse, der kan løfte kursen yderligere.

»Mærsk imponerende indtjeningstyrke og udsigt til endnu et monsterudbytte ved årets afslutning kan retfærdiggøre et højere kursniveau end det aktuelle, hvor en attraktiv værdiansættelse indikerer et pænt afkastpotentiale,« lyder det fra senioraktieanalytiker Mikkel Emil Jensen.

Læs også: Novo-aktien hamrer ned - det her skuffer

Du bør ikke desto mindre holde fingeren fra handelsknappen, lyder rådet. Usikkerheden er med analytikerens ord nemlig 'tårnhøj'.

»Kombinationen af faldende fragtrater, lavere efterspørgsel efter containerfragt, høje oliepriser og omkostningsinflation kan være en giftig cocktail for Mærsk,« forklarer Mikkel Emil Jensen.

Han fremhæver, at Mærsk i dets regnskab for andet kvartal, som blev fremlagt onsdag, kunne præstere en omsætning på 21.650 mio. dollar samt en indtjening på 10.327 mio. dollar. Aktionærer kan samtidig glæde sig over, at Mærsk holder fast i indtjeningsprognosen for 2022 på 37 mia. dollar. Det danske C25-selskab vil også forkæle investorerne ved at løfte den årlige aktietilbagekøbsplan med 500 mio. dollar, så den nu lyder på i alt 3 mia. dollar.

Læs også: Ambu nedjusterer – og fyrer ansatte

»Vi anerkender en aftagende efterspørgsel efter varer, men forsyningskæderne er fortsat følsomme over for nye forstyrrelser, som nemt kan sende en normalisering ind i 2023. Mærsk kan derfor opjustere endnu engang mod slutningen af året, såfrem 'normaliseringen' udebliver i år,« lyder det fra Mikkel Emil Jensen.

Hos Sydbank ser man en bedre balance imellem afkast og risiko for en anden transportaktie, nemlig DSV-aktien.

Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en Hold-anbefaling på Mærsk-aktien.

Læs også: Bankchef til danskerne: Du kommer nok snart til at ændre dit liv