Henter kommentarer

Klækkelig gevinst i sigte: Titusindvis af boligejere får fastsat lavere rente i dag

Titusindvis af boligejere får markant lavere rente med virkning fra og med 1. juli. 
Titusindvis af boligejere får markant lavere rente med virkning fra og med 1. juli.  Foto: Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Onsdag er en god dag for titusindvis af danske boligejere.

Her får de nemlig fastsat en ny og markant lavere rente på deres boliglån. Den nye, lavere rentesats har virkning fra 1. juli i år.

Mere præcist er der tale om boligejere med de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som F-kort og Kort Rente, der får fastsat ny rente hvert halve år.

I dag betaler F-kort-lånerne i Totalkredit, Danmarks største realkreditinstitut, en rente på cirka 2,8 procent. Den falder ifølge chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard til cirka 2,2 procent 1. juli:

»Det betyder, at de sparer 360 kroner i rentebetalinger hver måned på et lån på en million kroner. Der er her tale om besparelsen efter skat, hvor der er taget højde for rentefradraget.«

Er lånet afdragsfrit, får de berørte boligejere den fulde rentegevinst i hånden. Er lånet med afdrag, går en del af rentegevinsten til afdrag på lånet, mens ydelsen falder med 170 kroner om måneden.

Den lavere rente skyldes, at renten på F-kort-lån følger Den Europæiske Centralbanks (ECB) rente og Nationalbankens rente tæt.

ECB har sat renten ned fire gange, siden renten på F-kort-lån sidst blev fastsat i udgangen af december 2024, og helt som ventet har Nationalbanken på grund af fastkurspolitikken hver gang fulgt med ned.

Det betyder, at Nationalbankens ledende rente i dag er nede i 1,6 procent.

Boligejernes rente på F-Kort lån sammensættes af to dele. 

For det første den såkaldte Cita6-rente, som er en markedsrente, der viser, hvad banker tager for at låne penge til hinanden. Onsdag ligger den på 1,68 procent.

For det andet et rentetillæg, som er den betaling, investorerne kræver for købe de realkreditobligationer, der ligger bag lånene til boligejerne.

Mens Cita6-renten er ens for alle F-kort-lånere i forbindelse med rentefastsættelsen, varierer rentetillægget, alt efter hvilken - cirka treårig - obligation lånet er udstedt i.

Totalkredits beregning af den nye F-kort-rente på cirka 2,2 procent tager udgangspunkt i et rentetillæg på 0,5 procent (1,68 procent + 0,5 procent)

Nogle boligejere med F-kort-lån har dog et noget lavere rentetillæg på ned til 0,3 procent, mens F-kort-lånere, der også skal have fornyet  den bagvedliggende obligation ved denne renteforntelse, får et rentetillæg på cirka 0,6 procent.

De boligejere, der får den mest attraktive rente ved denne rentefastsættelse får altså en rente på knap 2,0 procent, mens boligejere med det høje rentetillæg på 0,6 procent får en rente på cirka 2,3 procent.

Alle boligejere med F-kort-lån kan se frem til endnu lavere renter, når de igen i udgangen af december får fastsat ny rente med virkning fra 1. januar 2026.

I hvert fald hvis man skal tro Totalkredits renteprognose.

»Vi forventer yderligere to rentenedsættelser i ECB i 2. halvår 2025, og får vi ret i det, vil det betyde, at der er yderligere rentebesparelser på vej 1. januar. Til den tid forventer vi, at F-kort-renten kommer ed på 1,8 procent (beregnet ud fra et rentetillæg på 0,5 procent, red.). Men så er det også ved at være slut for denne omgang«, siger Sune Malthe-Thagaard.