Der har været fuldt fart på boligmarkedet under coronakrisen, men de nyeste tal fra august afslører, at den fede fest er ved at løje af.

Netop nu er der tale om den svageste fremgang på boligmarkedet siden pandemiens start. Afslagene er samtidig på vej op, og det indikerer, at køberne har fået langt mere magt efter en periode, hvor sælgerne har kunnet sætte dagsordenen.

Priserne på villaer og rækkehuse steg med 0,3 pct. i august, mens prisen på efterlejligheder steg med beskedne 0,1 pct. Priserne på fritidshuse stod stille, men renser man for normale sæsonudsving, er der tale om et mindre fald.

Det viser dugfriske tal for Boligsidens Markesindeks for august 2021, der også afslører, at der på markedet for villaer og rækkehuse er tale om den mindste prisstigning siden april 2020. For ejerlejlighedernes vedkommende, er det anden måde i træk, at priserne kun stiger med 0,1 pct., og man skal tilbage til maj 2020 for at finde en lignende prisudvikling.

Læs også: ​Danske boligejere har udsigt til rabatter

Udviklingen er tiltrængt, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit, i en kommentar til de nye tal.

»Det er tiltrængt, at boligmarkedet bremser op. Priserne er steget kraftigt under corona, og det siger sig selv, at det ikke kan blive ved, da danskernes løn ikke er steget tilsvarende. Lige nu tyder det på, at vi får en blød landing på boligmarkedet, og det er faktisk en rigtig god nyhed.«

Større nedslag

At priserne ikke stiger i lige så høj hastighed, er ikke det eneste, der indikerer, at boligmarkedet er på vej i lavere gear. Når handlen skal i hus, har køberne også held med at forhandle stadig større nedslag hjem.

Det gennemsnitlige procentvise nedslag for huse lå på 2 pct. i august. Det er det største afslag i fem måneder. Den tendens viser sig også på ejerlejlighedsmarkedet, hvor afslaget lå på 1,7 pct. Det er det største gennemsnitlige afslag i år, viser Boligsidens Markedsindeks.

Læs også: ​Storbank: De vilde dage på boligmarkedet er slut

Ifølge Lise Nytoft Bergmann, kan vi godt forvente mindre prisfald inden for overskuelig fremtid.

»Vi står på tærsklen til efteråret, og hvis tingene går som de plejer, og pandemien ikke blusser op, kan vi forvente små prisfald i den kommende tid. Det er nu engang nemmere for køberne at gå hårdt til sælgerne, når haven eller gården slumrer i grå og brune nuancer, og når det er elektriske pærer og ikke solskin, der lyser rummene op,« skriver hun og fortsætter:

» Man lader sig ikke så let rive med af stemningen, og det får normalt nedslagene til at stige og priserne til at falde en lille smule i et roligt marked. Sådan forventer vi også, at det vil gå i år.«

Læs også: Private investorer raser: »Føj, hvor er det modbydeligt!«

Læs også: Sådan scorer du kassen: 10 tricks til lønsamtalen