Henter kommentarer

Mere positive end andre: Så store prisfald ser Arbejdernes Landsbank på boliger


Boligpriserne vil falde.

Sådan har advarslen lydt fra økonomer i flere måneder, og Arbejdernes Landsbank stemmer nu i.

Banken spår i deres seneste økonomiske prognose, at huspriserne i 2023 vil falde med 3 procent. Lejligheder rives med ned og vil ifølge banken falde med 5 procent.

Arbejdernes Landsbank vurderer dog, at de værste prisfald på boligmarkedet er overstået:

»Boligmarkedet oplevede slag i den sidste del af 2022 og i den spæde start af 2023. De seneste tal for boligmarkedet viser dog en stabilisering i handlerne og små prisstigninger. Priserne har fortsat udsigt til at skulle en anelse ned, men det største prisfald på boligmarkedet har fundet sted,« mener Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Selvom varsler om prisfald unægteligt skurrer i boligejernes ører, så er Arbejdernes Landsbank faktisk mere positive end blandt andet Danske Bank, Regeringen og Nationalbanken. De ser alle større prisfald i vente på boligmarkedet.

Danske Bank ser mørkest på fremtiden og vurderer, at huspriserne vil falde med 9,5 procent i år. Nationalbanken ligger lige under og spår et prisfald på 9,4 procent.

I den lidt mere positive ende finder man Økonomi- og Indenrigsministeriet, som i deres økonomiske redegørelse venter et prisfald på 8,4 procent i 2023. Der er således flere procentpoint ned til Arbejdernes Landsbank, som altså spår et mildere prisfald for huse på 3 procent.

Boligpriserne startede deres dyk i sommeren 2022.

Læs også: Advarer om yderligere prisfald på boligmarkedet

Læs også: Vismænd: Boligpriserne vil brage ned