Henter kommentarer

Nationalbankens dystre udsigt: Boligpriserne vil falde i flere år


Boligpriserne er nu i gang med en opbremsning, og det mest sandsynlige scenarie for fremtiden er, at boligpriserne vil falde i både 2023 og 2024.

Det er i store træk konklusionen på Nationalbankens nye boligprisprognose.

Nationalbanken forventer, at huspriserne vil stige med 2,9 pct. i 2022, men det skyldes de prisstigninger, vi allerede har været vidne til i første halvår, forklarer boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Læs også: Nationalbanken ser mørke skyer for dansk økonomi

»I andet halvår forudser Nationalbanken, at huspriserne vil falde, hvilket ikke er så overraskende, da allerede offentliggjorte tal fra blandt andet Boligsiden.dk allerede har vist faldende priser i både juli og august. Så selvom Nationalbankens prognose forudsiger en lille stigning i huspriserne for 2022 som helhed, har boligejerne ikke så meget at glæde sig over, hvis de kigger frem i tiden,« siger hun og fortsætter:

»Herfra går det nemlig kun nedad, hvilket også afspejler sig i Nationalbankens prognose for 2023 og 2024, der forudser prisfald på henholdsvis 5,6 pct. og 1,8 pct.«

Nationalbanken er dermed blevet væsentligt mere pessimistisk på husprisudviklingen siden deres seneste boligprisprognose i marts, forklarer hun.

Læs også: Handelsbanken spår grum vinter og økonomisk recession

»Boligpriserne er allerede høje, renten er steget, og der er usikkerhed i verden som følge af krigen i Ukraine, den høje inflation og den igangværende energikrise. Det lægger pres på boligmarkedet, og er derfor ikke overraskende, at Nationalbanken forventer at huspriserne vil falde i den kommende tid,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Til sammenligning forventer Nordea, at huspriserne vil falde med 5 pct. i 2023 og med yderligere 0,5 pct. i 2024. Og Regeringen forudsagde i deres Økonomisk Redegørelse fra august, at huspriserne ville falde med 4,8 pct. i 2023, mens de endnu ikke havde en prognose for 2024.

Læs også: Priserne fortsætter himmelflugt

Læs også: Rentechok kan få boligpriserne til at rasle ned