Det toneangivende boliglån med en rente på 5 procent kan blive lukket land fra i morgen.
Og i startboksen står 4-procentlånet klar til at overtage.
Det konstaterer Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar onsdag morgen.
Et fastforrentet boliglån lukker, når dets gennemsnitskurs i løbet af en dag ender på over kurs 100 kroner. Brian Friis Helmer pointerer, at obligationerne bag 5-procentlånet i skrivende stund handles til en gennemsnitskurs over den grænse – nemlig til kurs 100,07 kroner.
»5-procentlånet handler til topkurs fra morgenstunden, og fortsætter det dagen ud, så er lånet lukket land for boligejerne fra i morgen. Det sker efter de seneste dages kamp med kurs 100, hvor lånet har ligget på nippet til at lukke flere gange,« skriver privatøkonomen.
Lukker 5-procentlånet, så er 4-procentlånet den naturlige arvtager. En tommelfingerregel er, at et lån er attraktivt, når dets kurs er over 95. Aktuelt handler 4-procentlånet til kurs 95,76 kroner hos Totalkredit, der er landets største realkreditinstitut.
Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, noterer sig også, at 4-procentlånet kan blive det toneangivende torsdag. Det vil betyde, at boligkøbere kan låne lidt mere, betoner han:
»Renten på lån med fast rente er med til at bestemme, hvor meget en boligkøber kan låne, så når renten falder, kan du låne lidt mere. Og det er med til at lette presset på boligmarkedet,« siger Sune Malthe-Thagaard.
Det er svært at pege på noget entydigt, som gør, at renterne falder i øjeblikket, forklarer Brian Friis Helmer. Han peger på, at der er tale om små skvulp, som lige akkurat formår at sende kursen over 100 på 5-procentlånet.
Forklaringen kan dog findes i den faldende inflation, lyder det:
»Hvis vi ser det over et længere perspektiv tilbage til oktober, hvor renten hed 6 procent, så har vi set inflationen vende, og gjort behovet for pengepolitiske stramninger en anelse mindre og dermed trykker især de lange renter lidt ned,« siger Brian Friis Helmer.
5-procentlånet var lukket for tilbud to dage i december, og i september var der en længere periode, hvor 5-procentlånet var sat ud af spil.
Læs også: Dansk storbank gør det dyrere at låne penge
Læs også: Rentehammer, inflation og vanvittige gaspriser – alt preller af på boligejerne


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner