Henter kommentarer

Nye tal: Så meget er boligpriserne buldret i vejret


Det er stadig fuld gang i festen på det brandvarme boligmarked, hvor priserne i den forgangne måned fortsatte med at gå i vejret.

Det viser dugfriske tal fra Boligsiden.

Huspriserne steg 1,5 pct. i maj, mens tallet for ejerlejligheder og fritidshuse lyder på henholdsvis 1,1 pct. og 2,8 pct.

Det betyder, at huspriserne er steget 15,7 pct. målt over det seneste år. Derefter kommer ejerlejlighederne, hvor prisen er gået frem med 17,9 pct.

Fritidshusene er den boligtype, hvor prisen er steget suverænt mest. På blot et år er priserne buldret i vejret med 26,4 pct.

For alle tre boligtyper, er de årlige prisstigninger de højeste siden 2010, hvor Boligsiden lancerede deres boligprisindeks.

»Der er I øjeblikket flere købere end sælgere på boligmarkedet, og det ved sælgerne godt. Derfor er det naturligt, at priserne stiger, da langt de fleste sælgere helst vil have den højest mulige pris for deres bolig. Nye sælgere sætter en lidt højere pris, når boligen kommer på markedet, og stadig flere sælgere oplever også, at deres bolig lander i en budrunde med flere interesserede købere,« lyder det i en skriftlig kommentar til de netop offentgjorte tal fra Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.

De skyhøje priser er godt nyt for boligejere, der kan se deres friværdi vokse, men er man førstegangskøber, er markedet sværere at komme ind på.

»Det er ikke særligt sjovt at være førstegangskøber i det nuværende marked. Priserne stiger de fleste steder i landet, der er ikke ret meget til salg, og det er stort set umuligt at forhandle et større afslag hjem. Samtidigt er renten steget, og både Nationalbanken og Finanstilsynet anbefaler, at kreditgivningen strammes yderligere i den kommende tid,« skriver hun og tilføjer:

»Det skaber den perfekte øv-cocktail for førstegangskøberne, der både kan være bange for, at de køber for dyrt, og samtidigt bange for at de ikke når at komme med på vognen, fordi priserne stiger så hurtigt i øjeblikket. Det er ikke nogen rar situation at stå i, når man skal træffe en af vigtigste privatøkonomiske beslutninger i sit liv.«

Læs også: 7 investeringssynder du aldrig må begå

Læs også: Strateg: Nye inflationstal kan give uro