Henter kommentarer

7 investeringssynder du aldrig må begå


Du har oprettet dig som kunde på en investeringsplatform eller hos din bank, og den første aktie er købt.

Men efter et kort stykke tid går det galt. Det, du troede, skulle være en god forretning, viser sig mest af alt at bestå af blodrøde minusser.

Så har du måske begået en eller flere af de typiske fejl, mange investorer løber ind i, når de giver sig i kast med at købe aktier, indeks og fonde.

Den erfarne finansmand og forfatter til to bøger om adfærd på markedet, Jens Balle, fortæller i det seneste afsnit af Euroinvestors podcast Aktieskolen, om syv typiske investeringssynder, de fleste løber ind.

Det, der lige er sket, kommer til at ske igen

En typisk fejl, mange investorer begår, er at tro, at det, der lige er sket, kommer til at ske igen.

»Hvis der lige har været et fald i markedet, tror vi, der kommer et fald igen, og hvis der lige har været en stigning, tror vi, markedet kommer til at stige igen,« siger Jens Balle og tilføjer, at mange investorer også begår den fejl at kigge på, hvordan en aktie eller investeringsfond har klaret det i løbet af det forgangne år.

»Men det er bare ikke en god måde at gøre det på, for det er sjældent dem, der har klaret det bedst, der bliver ved med at klare det godt.«

Vi overvurderer os selv

En anden dum fejl, der kan være med til at spænde ben for et godt afkast, er, at vi overvurderer os selv – og det er typisk mænd, der begår den fejl.

»Vi mænd er faktisk dem, der er værst til det. Det betyder, at når vi investerer, så sætter vi os ikke ordentligt ind i tingene. Vi tror, vi ved mere om det, end vi egentligt gør,« siger Jens Balle og fortsætter:

»Vi tror, vi ved noget, og vi tror, vi har noget indsigt. Vi hører måske nogen snakke om noget i Millionærklubben eller et andet sted, og så føler man sig sikker på, at det er det, der kommer til at ske.«

Alle andre rammes

Den næste synd i rækken hører en smule sammen med den overstående. Mange investorer tror, at lige netop dem selv ikke bliver ramt af modgang, og på den måde får man ikke spredt sine investeringer helt så optimalt, som man nok burde.

»Man ved måske godt, det er en god idé med spredning, for det har vi jo sagt mange gange os, der arbejder med det, 'men jeg har styr på det, der sker ikke noget for mig' tænker mange,« lyder det fra Jens Balle.

Flokmentaliteten

Mennesket er et flokdyr, og det afspejler sig også, når mange investorer kaster sig over den samme aktie, forklarer Jens Balle.

»Jeg plejer at bruge eksemplet, at Brøndby stadig har fans. Nu har de så flere synlige fans, fordi de lige har vundet et mesterskab. Det er et af de gode eksempler, der hører tilbage til dengang, vi var hulemænd. Hvis du gik rundt alene, så døde du. Du kunne ikke holde ilden i live, du kunne ikke fange nogen dyr, og du kunne knap nok finde nogen bær, du kunne spise, så du kunne overleve. Du kunne i hvert fald heller ikke bringe generne videre, så arten kunne overleve.«

Det kan få mange til at købe det samme aktiv, også selvom kursen på aktien allerede er høj.

Vi kan ikke lide tab

»Tab, det kan vi ikke lide. Det er logisk nok, for tab gør dobbelt så ondt som gevinster glæder,« siger Jens Balle.

Og netop fordi vi ikke kan lide tab, kommer mange ofte til at at sælge, når der endelig er gevinst.

»Når vi har gevinst, har vi en tendens til at tænke, at den kan være væk i morgen. Derfor skynder vi os at tage den.«

Ankerpunkter

En anden typisk investeringssynd bruger Jens Balle ordet »ankerpunkter« om. Han beskriver ankerpunkter som et psykologisk begreb, der kan bruges på forskellige måder, blandt andet under lønsamtaler, hvor man som arbejdstager allerede i starten kan stille et højt lønkrav. På den måde er lønkravet samtalens ankerpunkt og dermed udgangspunkt.

»De ankerpunkter kan vi også møde, når vi investerer. Hvis vi nu har købt en aktie til en bestemt pris, tager ens beslutning om, hvad man vil gøre udgangspunkt i den pris, man har købt til. Og det er fuldstændig irrelevant for alle andre investorer, for alle andre investorer agerer på et andet beslutningsforslag. Fordi noget har været 100 kr. værd, og nu er 70 kr. værd, så er det ikke sikkert, det skal op i 100 kr. igen,« forklarer Jens Balle.

»Alt kan falde 100 pct., ligegyldigt hvornår du køber.«

Vi handler for meget

Ifølge Jens Balle omsætter investorer generelt alt for meget. Og med ordet omsætte mener han, at vi køber og sælger meget mere end nødvendigt.

»Det kan være brugerfladen på handelsplatforme, der animerer os til at gøre det,« siger Jens Balle og tilføjer, at der er lavet undersøgelser, der viser, det typisk er mænd, der handler løs.

Lyt til hele programmet her. Podcasten kan også høres på alle streaming-platforme.

Læs også: Stjerneforvalter forudser stor rotation

Læs også: Aktiestrateg: Derfor bør du holde øje med europæiske aktier