Henter kommentarer

Aktien er blevet slagtet: Sådan gør erfaren investor


Av, av, av. Aktien i Fiserv, et stort amerikansk fintech-selskab, fik massive kurslusinger i kølvandet på en nedjustering.

Aktien er at finde i den erfarne investor Thorleif Jacksons portefølje, der her afslører, hvad han gør med aktien i kølvandet på det massive fald.

Fiserv-aktien dykkede 44 pct. i onsdagens handel, og det var altså både en nedjustering af indtjeningsprognosen men også en markant opbremsning i betalingsforretningen, der fik investorerne til at kvittere med et stort tocifret fald til selskabet, der står bag betalingsløsninger til blandt andet banker og leverer finansiel teknologi. 

Fra Thorleif Jackson, der står bag Jackson Familieinvest, lyder det, at det var en kedelig nyhed. Men samtidig er det også, »hvad der kan ske.«

»Det er lidt en kongeaktie som Novo Nordisk, der altid har leveret godt, og nu er der så en kæmpe skuffelse,« siger han og tilføjer, at han ikke har planer om at sælge, selvom aktien har fået massive klø.

»Jeg ser håb - også selvom væksten bliver lavere fremover. De tjener stadig gode penge og laver aktietilbagekøb. De skal nok komme tilbage på rette spor, det har jeg tillid til.«

Læs også: Novo Nordisk indleder budkrig med medicinalgigant: Det kan gøre investorerne nervøse, mener økonom

Ikke desto mindre er Thorleif Jackson alligevel ærgerlig over, at selskabet har måttet skrue ned for forventningerne.

»Men man må erkende, at ethvert selskab kan nedjustere,« siger han.

Mere nøjagtigt venter Fiserv nu en organisk omsætningsvækst på mellem 3,5-4 pct. for hele året mod en vækst på 10 pct. i andet kvartal. Indtjeningen ventes at lande på mellem 8,50-8,60 dollar pr. aktie i tredje kvartal. I kvartalet forinden landede tallet på 10,15-10,30 dollar.

Det skriver Forbes, som også kan berette, at kursfaldet udslettede hele 30 mia. dollar fra selskabets markedsværdi - svarende til mere end 192 mia. kr.

Thorleif Jackson mener, at der er tale om en overreaktion, fordi aktien forud for onsdagens markante fald er faldet meget.

Tidligere på året kostede aktien knap 240 dollar, mens lukkekursen onsdag endte på 70,60 dollar. Det svarer til et fald på omkring 70 pct.

»Jeg har et stort tab nu, det kan jeg ikke snakke mig ud af,« lyder det fra Thorleif Jackson, der har fulgt og haft aktien i mange år.

Læs også: Professionel investor ser potentiale i teknologi-aktier - men advarer om risikoen

For et års tid siden solgte han ud af aktien, som han sidenhen har købt tilbage på et lavere niveau i år - men om han skal samle op i aktien nu, hvor den er banket endnu mere ned, har han brug for mere tid til at tænke over:

»Jeg har ikke sat gang i noget endnu. Det er en falling knife (faldende kniv red.). Man skal vente til, at aktien er begyndt at stige og ser ud til at være tilbage i optrend.«

Thorleif Jacksons syn på selskabet er, at det er stabilt, og at Fiserv har en god markedsposition inden for betalinger. Han peger også på, at selskabet historisk har leveret »fantastisk gode resultater år efter år.«

Han fremhæver blandt andet, at selskabet har haft en næsten ubrudt vækst de seneste 40 år på 17 pct. om året, når man ser på justeret indtjening renset for engangsposter - med undtagelse af 2012, hvor indtjeningen faldt.

»Så det her kan være andet år på 40 år, hvor indtjeningen falder,« siger han og tilføjer, at han håber, selskabet er tilbage på sporet i 2026.

Fiserv-aktien er nede med knap 66 pct. siden årsskiftet.

Læs også: Pfizer er rasende over Novos millardbud: 'Hensynsløst'

Læs også: Chefanalytiker: Ingen besparelser på vej til boligejerne