Henter kommentarer

Rådgiverens bedste råd til boligkøbere: 'Start i god tid'


Når man kaster sig ud i et boligkøb, så handler det om at være på forkant. Det gælder køb af såvel hus, ejerlejlighed som sommerhus.

Sådan lyder rådet fra Jovica Stanković, der er finansiel rådgiver og partner hos den uvildige køberrådgiver Bomae.

»Start i god tid,« lyder hans bedste råd.

Lige så snart tanken om at købe hus eller anden ejendom strejfer dig, så gå i gang med at regne på økonomien.

Jovica Stanković pointerer, at det måske ikke altid er de økonomiske aspekter, der er den sjove del af at kigge på bolig. Det er måske sjovere at drømme om mulighederne og gå til åbent hus.

Men forudsætningen for en god proces er at få kigget grundigt på, hvad de økonomiske muligheder er, siger han.

Hvor meget kan man købe for? Hvad koster det at sidde i boligen? Hvad vil det egentlig kræve af ens privatøkonomi? 

Hvis du hører til de mange danskere, der benytter påsken til at kigge på sommerhus, kan det godt komme som et chok, hvad det rent faktisk koster at låne til i disse tider, hvor renterne er steget, lyder det fra rådgiveren.

Ved at få det økonomiske på plads fra start, kan man gå til åbent hus med ro i maven om, hvad ens økonomi i praksis kan holde til.

Når man starter købsprocessen op i god tid, har man bedre tid til at sætte sig ind i de forskellige former for lån, og hvad de forskellige realkreditinstitutter kan tilbyde og dermed blive »bevidste forbrugere af finansielle produkter,« som Jovica Stanković kalder det.

Når først lånet er optaget, er der nærmest ingen, der vælger at skifte realkreditinstitut, da det er dyrt. 

Rådgiveren henviser til en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der slår fast, at mobiliteten på realkreditmarkedet er én procent. Altså virkelig tæt på ikke eksisterende.

»Betragt det (forarbejdet, red.) som en mulighed for at teste markedet. For når man først har købt, så får man det ikke gjort,« siger Jovica Stanković.

Læs også: Tænk dig om en ekstra gang: Her er de usynlige udgifter ved et sommerhus

Læs også: Drømmer du om at smide formuen i et sommerhus? Så skal du være særligt opmærksom på dette