Henter kommentarer

Skal forældrekøbet overdrages til børnene? Derfor kan det betale sig at gøre nu


Hvis du har et forældrekøb, der på et tidspunkt skal overdrages til dit barn, kan det være en god idé at skynde sig lidt.

Sådan skriver Jyske Bank i et nyhedsbrev til bankens kunder.

De nye ejendomsvurderinger fra Vurderingsstyrelsen er nemlig på trapperne, og de forventes at være markant højere end de nuværende offentlige vurderinger.

»De offentlige vurderinger, der gælder i dag, er fra 2011, og de nye, der er på trapperne, er fra 2020. Det er næsten 10 års prisstigninger, der kommer oveni, så det kan være en god forretning at lave overdragelsen, inden den nye vurdering kommer,« udtaler Mikkel Høegh i nyhedsbrevet.

Salg mellem forældre og børn kan foregå som en såkaldt familiehandel, og derfor er den offentlige vurdering vigtigt. Når man sælger som en familiehandel må man sælge for en pris, der er 15 pct. under den offentlige vurdering.

Læs også: Snart lægges verdens billigste boliglån i graven

Man må sætte prisen 20 pct. under den offentlige vurdering, når de nye ejendomsvurderinger lander, men ifølge Jyske Bank vil de i de fleste tilfælde blive slugt af den højere vurdering.

»Især fordi det typiske forældrekøb er en mindre lejlighed i en større by, og denne type bolig er steget markant siden 2011, hvor de gamle vurderinger er fra,« skriver banken.

Så går man med salgstanker og gerne vil overdrage et forældrekøb til børnene, kan det altså betale sig at få det gjort før de nye vurderinger er klar.

»Hvis man er vidende om den nye vurdering, er det de nye regler, der gælder. Så snart den ligger i e-Boksen, er man under de nye regler,« siger Mikkel Høegh.

Indtil videre har omkring 150.000 boligejere modtaget en ny offentlig vurdering, og i 2023 planlægger Vurderingsstyrelsen at udsende 1,6 mio. vurderinger.

Vil man overdrage en forældrekøbs-bolig til sit barn, skal man gøre brug af en advokat, der kan hjælpe med papirarbejdet.

Der er dog én enkelt faldgrube, man skal være opmærksom på. Hvis salgsprisen er beregnet ud fra den gamle vurdering, er det også det beløb, man skal låne i banken.

»Nogle kunne måske få lyst til at få banken til at vurdere boligen, for at få en højere værdi og dermed et billigere lån. Men det øjeblik, man får lavet en vurdering via banken, er man jo vidende om boligens højere værdi, og så skal familiehandelsprisen sættes efter den. Med andre ord skal man ikke forsøge at låne op i boligen ved en familiehandel,« siger boligøkonomen.

Læs også: 3 råd til et billigere sommerhuskøb

Læs også: Her er den gode nyhed på boligmarkedet