Henter kommentarer

3 råd til et billigere sommerhuskøb


Sommeren er lige på trapperne, og snart valfarter danskerne ud i sommerlandet til deres sommerhuse.

Er du en af dem, der drømmer om eget sommerhus, men som har svært ved at få budgettet til at holde, så har Arbejdernes Landsbank samlet tre råd, som måske kan hjælpe dig med at realisere din drøm.

1. Undersøg den billigste finansieringsmulighed
Efter nye regler for et par år siden kan du nu finansiere 75 pct. af dit sommerhuskøb med realkreditlån, hvor grænsen tidligere var 60 pct.

Ifølge Arbejdernes Landsbanks har ændringen fået stor betydning for, hvor meget du hver måned skal betale for dit sommerhuslån.

Læs også: Højsæson for sommerhussalg: Det skal du være opmærksom på

»Den traditionelle som­mer­hus­fi­nan­si­e­rings­løs­ning er god, men hvis du er boligejer i dag, kan du måske opnå endnu billigere finansiering af dit sommerhus. Det skyldes, at de danske boligejeres friværdi er steget betydeligt de seneste år – og at det for flere derfor er muligt at låne i friværdien i deres helårsbolig til at finansiere sommerhuskøbet,« skriver banken.

Dog afhænger det meget af, hvor stor friværdi der er i din bolig samt af din eventuelle kontante opsparing.

2. Udlejning kan nedbringe omkostningerne betydeligt
Hvis dit sommerhus alligevel står tomt flere uger om året, så er det sund fornuft at undersøge, hvad udlejning potentielt kan indbringe.

»Det er blandt andet sommerhusets beliggenhed, kvadratmeter og mulige udlejningsuger, der har betydning for, hvor meget du kan forvente at få i lejeindtægt. Ligesom det også har betydning, om du selv eller et bureau skal stå for alt det praktiske i forbindelse med udlejning,« skriver Arbejdernes Landsbank.

Læs også: PFA: Skal sommerhuset gå videre i arv? Mulighed for stor gevinst, hvis det håndteres rigtigt

Hvorvidt du vælger at udleje selv eller gennem et bureau har nemlig ret stor betydning for fradraget på udlejningsindtægterne. Udlejer du selv kan du i 2023 skattefrit udleje dit sommerhus for 12.200 kr., mens det samme fradrag er på 44.500 kr., hvis du udlejer gennem et bureau.

Du kan læse mere om mulighederne ved at udleje dit sommerhus her.

3. Overvej mulighederne for fælleskøb

Flere singler, par og familier køber sommerhuse i fællesskab og nyder godt af det lavere beløb til selve sommerhuskøbet og de faste udgifter, som naturligt forekommer, når man er flere om det. Derudover kan det blive muligt at købe et sommerhus, der er dyrere, når man er flere sammen end hvis man skulle købe selv.

Læs også: Over 100.000 kroner på vej tilbage til sommerhusejere

Hvis du overvejer at købe et sommerhus sammen med familie eller venner, så sørg for at få lavet en samejekontrakt for at sikre, at I har helt klare regler for, hvad der skal ske med sommerhuset – hvis det engang skal sælges, en af ejerne falder bort osv., lyder et tip fra Arbejdernes Landsbank.

Læs også: Det bør du vide, hvis du overvejer en bolig i udlandet

Læs også: Marie og Peter byggede deres drømmehus – bor på 24 kvadratmeter