Henter kommentarer

Det bør du vide, hvis du overvejer en bolig i udlandet

Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Drømmer man om at forlænge sommeren med et par måneder, kan man overveje at købe en feriebolig i udlandet.

Men før man forelsker sig hovedkluds i et håndværkertilbud i Frankrig eller en liebhaverlejlighed i Italien, er der en der en håndfuld ting, man bør have styr på, lyder det fra Helle Skovby, der siden 1999 har solgt liebhaverboliger herhjemme og i Sydfrankrig.

For et par år siden rykkede hun selv sydpå, og opererer nu som advisor med base fra Monaco i sin virksomhed Mediterranean Multi Family Office.

Hvad har man rent faktisk brug for?
Ifølge Helle Skovbys erfaringer, er alle på boligjagt i udlandet ikke lige gode til at få gjort op med sig selv, hvad det rent faktisk er, de leder efter.

»Man skal gøre sig klart, om man vil købe et sted, hvor hele familien kan samles, eller om det skal være mindre,« siger hun.

Er man eksempelvis på udkig efter et sommerhus, hvor der skal være plads til børn og børnebørn, kan det være oplagt at finde en bolig udenfor byen. Og omvendt bør man vælge noget i en by, hvis man gerne vil prioritere at kunne gå ned til byen og drikke et glas rosévin.

»Selvom der er en fantastisk udsigt nytter det ikke at købe et hus oppe i bjergene, hvis man ikke bryder sig om at køre langt ind til en større by, eller det er besværligt at komme frem og tilbage, hvis man primært skal bruge sit udenlandske hus til weekendbesøg,« lyder det fra Helle Skovby, der tilføjer, at unge mennesker i familien sikkert gerne vil være tæt på caféliv.

Ejendomsmægleren
Modsat herhjemme, er det ikke nødvendigt at være uddannet ejendomsmægler i mange lande for at arbejde som en. Derfor risikerer mange at gå galt i byen, er Helle Skovbys erfaring.

»De fleste danskere har en erfaring med fast ejendom i Danmark og tror ofte, at tingene i udlandet er som i Danmark,« siger hun.

Men der er store forskelle på, hvordan bolighandel foregår i udlandet og i Danmark. Eksempelvis er reglerne for opgørelse af kvadratmeter forskellige, mægler har et andet ansvar end herhjemme, ligesom der også kan være forskel på fortrydelsesret, skatter og arveregler.

Priserne
I udlandet bliver der typisk ikke ført lige så detaljeret statistik på boligpriser som i Danmark. Derfor kan det være svært at gøre sig klog på, om prisen på den bolig man har udset sig sydpå, afspejler hvad den i virkeligheden er værd, fortæller Helle Skovby.

»De fleste danskere tror, at prisen for en ejendom, der er sat til salg, sættes efter vurdering fra mægler med stor erfaring og gennemgang af markedet som i Danmark. Men i mange lande, er det helt anderledes. Nogle steder er det sågar sælger af ejendommen, der ofte selv sætter udbudsprisen,« siger hun og fortsætter:

»Køber man eksempelvis liebhaveri, er det farligt at gå efter den gennemsnitlige kvadratmeterpris, da der typisk er så mange herlighedsværdier, at man ikke kan bruge den gennemsnitlige kvadratmeterpris.«

Man skal også være opmærksom på afslag i prisen. Ifølge Helle Skovby går mange danskere op i, hvor stort et afslag de kan få i prisen, men det kan være farligt udelukkende at fokusere på afslaget.

»Giver man for eksempel et bud, der er 10 pct. under udbudsprisen, kan det være en dårlig forretning, hvis udbudsprisen er 20 pct. for høj. Det er vigtigt at finde den rigtig markedspris, og det kan man blandt andet gøre, ved at alliere sig med en advisor, man er tryg ved,« siger hun.

Desuden bør man også sætte sin ind i økonomien i det land, hvor man er på udkig efter en bolig.

»Den franske økonomi ikke særligt god. Køber man for eksempel i et område, hvor det typisk er almindelige franskmænd, der bor, kan det være svært at opnå prisstigninger ved salg, fordi sandsynligheden for, at det er en liebhaver, der køber og vil betale en højere pris, ikke er særlig sandsynlig,« påpeger Helle Skovby.

I Schweiz er økonomien for eksempel god, så der forholder det sig ikke som i Frankrig.

Lige netop når det handler om økonomien, bør man lukke ned for følelserne og skrue op for sin mere rationelle sans, lyder det fra Helle Skovby.

»Mange har en romantisk drøm om at bo lokalt, hvor franskmændene bor. Men man skal huske at forlade følelseskassen, og spørge sig selv, om der kan være en risiko ved det,« siger hun.

Man bør også være opmærksom på, hvilken bank man vælger, hvis man er så heldig at ende med at finde drømmehuset. Køber man en bolig i udlandet, er det nemlig nødvendigt også at blive kunde hos en bank i det pågældende land.

»Ofte er bankmarkedet ikke særligt transparent, og mange går galt i byen,« siger Helle Skovby.

Købt som beset
Ifølge Helle Skovby køber man som beset langt de fleste steder. Det betyder, at man køber uden reklamationsret og dermed uden forbehold, og altså ikke sidenhen kan kontakte sælger for at kræve erstatning for noget, man først har opdaget, efter man har overtaget boligen.

I udlandet findes der heller ikke samme slags tilstandsrapporter som herhjemme, ligesom ejerskifteforsikringer heller ikke findes.

»Flere steder er det ikke engang almindeligt at bruge byggesagkyndige,« siger Helle Skovby, der i hendes egne handler altid hyrer en, hvis det er nødvendigt.

»I nogen tilfælde kan køber have brug for alternativer for at sikre, at ejendommen ikke giver overraskelser. Det kan være i form af professionel byggesagkyndig med en ansvarsforsikring,« siger hun.

Generationsskifte og arveplanlægning
Dette er en af punkterne, det kan være kedeligt at tage stilling til, men som er en god idé at gøre. Nemlig hvad der skal ske med ens bolig, når man ikke er her længere.

»Her er det vigtigt at blive klædt på i forhold til arveregler i det pågældende land, så det er de rigtige arvinger, der arver,« siger Helle Skovby.

Især boafgift ved dødsfald er typisk helt anderledes end i Danmark.

»Ofte kommer det også på tale at forberede et generationsskifte i levende live, og her kan reglerne virkelig være anderledes end i Danmark. Nogle steder er det eksempelvis ulovligt, at forældrene finansierer børnenes køb af deres ejendom, hvilket jo ofte sker i Danmark,« forklarer Helle Skovby.

Læs også: Nu er der lavere fart på boligpriserne

Læs også: Pengene og kulturen: Aktiestrategen er vild med musicals og krimiserier