Techaktie falder tungt
Bent satsede hele butikken: Nu vinder han præmie efter vildt afkast

På en uge har den mangeårige investor Bent Skovlund Adriansen lavet et afkast på 75 pct. i Millionærklubbens Aktiespil.
Det gør ham til den aktiehaj, som har lavet det største afkast på en uge. Det vilde afkast krævede dog, at den 59-årige investor smed sund fornuft ud af vinduet.
Fra Aktiespillets begyndelse gik det rigtig godt for Bent Skovlund Adriansen. Den efterhånden garvede investor var kortvarigt på andenpladsen, men det vendte fuldstændigt.
Få uger efter var han pludselig blandt de 10 pct. dårligste i Aktiespillet, og det fik investoren til at smide sund fornuft og fundamentale analyser overbords.
Han havde læst, at andre var begyndt at satse hele butikken på aktier, der lavede voldsomme kursbevægelser.
»Hvis jeg skulle have nogen som helst chance, så blev jeg bare nødt til at satse helt vildt,« siger han og tilføjer:
»Så gik jeg ind, og fandt nogle raketaktier, som virkelig havde momentum. Primært nogle svenske og amerikanske aktier, og dem købte jeg.«
Kort efter tog Bent Skovlund Adriansen på ferie, og her glemte han alt om sine investeringer, indtil han mandag blev kontaktet, fordi han havde vundet 4.000 kr. til Nemlig.com for det bedste ugentlige afkast.
»Der er nogen, som har en køb, glem og gem-strategi. De køber noget, parkerer dem, og glemmer så alt om det, og det virkede åbenbart for mig,« siger investoren.
Det er ikke Bent Skovlund Adriansens første rodeo i aktieverdenen.
Faktisk har investoren levet af investeringer siden 2017, og han købte sin første aktie, da han var 16 år gammel.
»Jeg har en traditionel tilgang til investering, og det har jeg haft rimelig succes med. De sidste syv år har jeg primært levet af det. Det går faktisk rigtig godt.«
Det var en aktie i Provinsbanken, som i sin tid tændte gnisten hos den dengang 16-årige Bent Skovlund Adriansen.
»Hvis man havde en aktie i banken, så kunne man få en aktionærkonto med sådan noget 12 pct. i rente på sine indlån. Det var med det formål, som jeg købte den,« siger han.
Den unge investor glemte dog alt om aktien, som få år senere var firedoblet.
»Det var lidt vildt også,« siger Bent Skovlund Adriansen.
Det er ikke første gang, at Bent Skovlund Adriansen vinder et aktiespil heller. På handelsskolen kunne man være med i et spil arrangeret af Privatbanken.
»Vi vandt samlet set 500 kr. og en sportstaske hver fra Privatbanken. Det var stort,« lyder det fra Bent Skovlund Adriansen.
Millionærklubbens Aktiespil har været sjovt for Bent Skovlund Adriansen, selvom han nok aldrig ville implementere den spekulative investeringsmetode i virkeligheden.
Til gengæld har han lært, at det kan være en god ide at kigge på både hvordan tallene bag aktien ser ud, og hvor meget momentum, der er i den.
»Det er ikke nok, at en aktie bare er faldet. Det gør den ikke automatisk billig. Den skal være på vej op igen og have noget momentum,« siger Bent Skovlund Adriansen.
Millionærklubbens Aktiespil sluttede fredag den 17. oktober - og du kan læse om vinderen her.
Læs også: Lau Svenssen om dansk aktie: Mit barnebarn har den
Læs også: Amerikansk gigant straffet - det frygter investorer
Millionærklubben Eksklusiv: Danmarks største aktiehaj
De sidste mange uger har det været muligt at spille med i Millionærklubbens aktiespil, og selvom tusindevis af danskere har kastet sig helhjertet ind i kampen, blev det hurtigt tydeligt, hvor svært det er at skabe gode afkast på kort tid.
Men hvad kan man så tage med sig? Kan man overhovedet lære noget af at konkurrere om titlen som Danmarks største aktiehaj? Til dette eksklusiv-arrangement torsdag den 23. oktober dykker Millionærklubben ned i konkurrencen, ser på udvalgte porteføljer i spillet og debatterer, om der er grund til fortsat at satse på de pågældende aktier, som vinderne kastede sig over. Hør også klubbens faste hold dele ud af de erfaringer, de selv fik i aktiespillet, og få deres bud på vinderaktier i "den virkelige verden".
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital,
og Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer

Stor guide: 57 geniale gaver
