Boligmarkedet tromler igennem coronakrisen, og det får nu endnu en gang storbanken Nordea til at skrue gevaldigt op for sine forventningerne til prisudviklingen.

Konkret forventer Nordea, at huspriserne vil stige 5,7 pct. i 2021 og yderligere 3 pct. i 2022. Der er tale om en betydelig opjustering fra tidligere, hvor banken forventede en stigning på 1,8 pct. i 2021 og 2,2 pct. i 2022.

»Boligmarkedet har udviklet sig langt bedre end forventet. Samtidigt er der ro på rentemarkederne, og vi forventer en fortsat lempelig pengepolitik i de kommende år. Det vil virke stimulerende på den fortsatte interesse for at handle bolig, og det vil igen presse priserne op,« forklarer Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

Et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter kostede 2,024 mio. kr. i 2020 ifølge Nordea Kredit. I år forventer banken, at værdien vil være steget til 2,140 mio. kr. svarende til en stigning på 116.000 kr.

Hvis Nordeas prognose holder stik, vil prisstigningerne fortsætte i 2022, hvor huset vil kunne sælges for 2,203 mio. kr., altså en yderligere stigning på 63.000 kr.

»I alt forventer vi altså, at en gennemsnitligt husejer vil øge sin friværdi med 179.000 kr. over de næste to år alene som følge af de stigende priser,« uddyber Lise Nytoft Bergmann.

Byer vil stige mest

Nordea forventer, at priserne vil stige mest i de bynære områder. I øjeblikket er det også i de store byer, at udviklingen løber hurtigst, og det vil fortsætte i de kommende år, vurderer Nordea.

»De coronakrisen brød ud, blev der spekuleret meget i, om boligejerne ville begynde at flytte ud, da hjemmearbejdet tog et kvantespring. På nuværende tidspunkt er der dog ikke noget, der tyder på, at de store byer er blevet mindre populære,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Nordea er med sin prognose mere optimistisk end andre aktører, der forsøger at forudsige prisudviklingen på boligmarkedet. Nationalbanken forventer eksempelvis, at priserne vil stige 3 pct. i 2021 og 2,7 pct. i 2022, efter den opjusterede sin prognosen 9. december 2020.

Læs også: Nationalbanken opjusterer: Boligejere kan se frem til større guldregn

Læs også: Ny rekord: Her koster en ny lejlighed nu over 5 mio. kr.