Henter kommentarer

Danske huspriser indtager kedelig placering


Ultralave renter og en stærk økonomi har været en gunstig cocktail for boligpriserne i størstedelen af EU-landene de seneste par år.

Men udviklingen er vendt, og nu oplever flere EU-lande faldende boligpriser. Værst er det gået i Danmark.

Det viser nye tal for Eurostats harmoniserede husprisstatistik for 2022.

Huspriserne herhjemme faldt 6,5 pct. sidste år. Også i Sverige og Tyskland faldt priserne mærkbart med 3,7 pct. og 3,6 pct. Dermed indtager de to lande anden- og tredjepladsen, når det drejer sig om faldende boligpriser i Europa.

»Danmark har derfor den tvivlsomme ære, at være det land i EU, hvor huspriserne er faldet mest det seneste år,« skriver boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, i en kommentar til de nye tal.

Korrigerer man for inflationen, er Danmark fortsat det land i Europa, der har oplevet største prisfald på boliger.

Tager man en tur sydpå, er billedet noget anderledes. I Kroation er huspriserne steget mest i det forgangne år med hele 17,3 pct.

Også i Ungarn har der været fart på boligpriserne, der er gået op med 16,5 pct. i 2022. I I Estland er huspriserne steget anden mest med 16,9 pct.

»Der er således meget stor forskel på, hvordan huspriserne har udviklet sig i de enkelte EU-lande det seneste år, og i nogle lande har boligejerne oplevet solide prisstigninger,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

At Danmark har oplevet de største boligprisfald skyldes blandt andet, at vi herhjemme oplevede kraftige boligprisstigninger under coronapandemien.

»En del af forklaringen er, at Danmark var et af de lande, hvor boligpriserne steg mest i starten af Covid-19-pandemien, hvorfor vi kan have behov for en større korrektion end i lande, hvor boligpriserne steg mere beskedent,« skriver Lise Nytoft Bergmann og tilføjer, at det er vigtigt at huske på, at det ikke er sikkert, et priserne fortsætter med at falde mest herhjemme.

»Boligmarkedet er stadig i modvind, og mange lande kommer derfor til at opleve fortsat faldende priser i den kommende tid.«

Læs også: Boligrenterne dykker: Billigere lån står klar i kulissen

Læs også: På boligjagt? Nu er det blevet en smule nemmere