Henter kommentarer

Finanstilsynet advarer mod succeslån


Finanstilsynet er bekymret for lån med 30 års afdragsfrihed og beder nu banker og realkreditinstitutter om at overveje, om de skal stramme betingelserne for lånet.

Det skriver Finans på baggrund af en markedsudviklingsartikel fra den finansielle vagthund.

Lån med 30 afdragsfrie år er typisk variabelt forrentede, og realkreditbelånings må højest være 60 pct. af boligens værdi, men tilsynet overvejer altså nu, om grænsen skal være lavere – blandt andet for ældre, der optager lånet for at foretage »nedsparing.«

»Ved lån med 30 års afdragsfrihed er det især vigtigt at overveje, om lån med nedsparingsformål bør ydes op til 60 pct. af boligens markedsværdi eller bør udbydes med en lavere LTV,« skriver Finanstilsynet blandt andet.

LTV betegner belåningen i en given ejendom i forhold til ejendommens værdi.

Lån med 30 års afdragsfrihed har længe været i stor vækst og udgjorde ved udgangen af 2022 11 pct. af det samlede realkreditudlån til ejerboliger, fremgår det af Finanstilsynets artikel.

Læs også: Forbrugerøkonom tjener mere, end hun kan nå at bruge

Læs også: Rentehammeren falder snart: Så meget dyrere bliver det