Henter kommentarer

Forbrugerøkonom tjener mere, end hun kan nå at bruge

forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.
forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Vi ser dem i aviserne, på tv'et og i dagbladene, hvor de forsøger at gøre danskerne klogere på økonomi. Men hvordan gør de privatøkonomiske eksperter med deres egne penge?

I en ny serie har Euroinvestor sat en række eksperter i stævne for at blive klogere på netop det. I første omgang Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Sydbank.

Hun er 62 år, født og opvokset i København. Hun er mor til en voksen datter og bor i dag i Charlottenlund med sin mand.

Læs også: Sådan blev boligøkonomen gældfri på den halve tid

Ann Lehmann Erichsen er nået et sted i sit liv, hvor hun har så mange penge, at hun ikke ved, hvad hun skal bruge dem på. Huset er betalt ud og bilerne, de bliver altid købt kontant. Pensionen er der styr på, og en stor del af opsparingen er placeret i aktier.

Men grunden til, at hun har er nået dertil, er, at hun altid har været god til det med penge. Hun har aldrig brugt mere, end hun har tjent.

Læs også: Sådan får du råd til det gode liv, selvom du får en lav løn

Ann Lehmann Erichsen taler tit om vaner, når det drejer sig om privatøkonomi. Hendes egne vaner stammer fra barndommen. Ann Lehmann Erichsens mor kommer fra Nordjylland, og forbrugerøkonomen beskriver hende blandt andet med ordet 'påholdende'.

»Jeg fik virkelig få lommepenge, så de penge, jeg havde, dem passede jeg godt på,« siger Ann Lehmann Erichsen, der ikke måtte få et fritidsjob for sine forældre før sent i teenagealderen.

Læs også: Kendt ekspert byggede selv på sit hus – det var billigere end at gå på arbejde

Derfor lærte hun i en ung alder at prioritere.

»Hvis jeg som ung ville i biografen, var der ikke også råd til at tage bussen derhen. Så måtte jeg hoppe på cyklen.«

Netop det med at prioritere måtte hun lære sin mand, som hun mødte i starten af tyverne. Han var nyligt fraskilt og havde børn. Skilsmissen havde resulteret i, at han slæbte rundt på en større gæld.

En særlig episode i Irma i firserne, husker forbrugerøkonomen tydeligt.

Læs også: Marie og Peter byggede deres drømmehus - bor på 24 kvadratmeter

»Det var en af de første gange, at vi var ude at købe ind sammen. Han væltede en masse varer ned i kurven, og han havde sine børn med, der plagede om legetøj.«

»Da vi kom hjem sagde jeg 'det der, det har du ikke råd til. Hvis du altid køber ind i Irma, og ungerne får lov at få legetøj med hjem hver gang, så bliver du aldrig gældfri',« siger Ann Lehmann Erichsen, der har skrevet bogen Plus på kontoen: Din guide til en sund økonomi.

Mange år er gået, og både mandens gæld og gælden i huset i Charlottenlund er for længst borte.

Huset blev købt i sommeren 1982 til 717.000 kr. Dengang lød renten på 21 pct.

»Vi havde lige akkurat råd.«

Læs også: Dette atypiske lån har boligøkonomen selv

I 2011 blev huset betalt helt ud. Det var blandt andet et salg af et sommerhus, der hjalp med at få udryddet de sidste skyldte penge til realkreditten.

Selvom Ann Lehmann Erichsen ikke mener, at man skal »klemme en krone ud af al ting,« har hendes forhold til penge fra ungdommen hængt ved.

Hun går aldrig til bageren, men bager alt hvedebrød selv. Husets have bugner af frugttræer og -buske, som Ann Lehmann Erichsen i løbet af sommeren koger til marmelade og fylder et par hylder i kælderen med.

Læs også: Overvejer du at opkonvertere? Her er fælderne, du skal undgå – og et råd, der giver mere gevinst

De fleste forbrugerøkonomer anbefaler at have en madplan for at optimere sin økonomi og bruge så få penge som muligt på mad. Men at lave en madplan for mere end et par dage frem, kunne Ann Lehmann Erichsen aldrig drømme om at gøre.

»Vi køber det mad, vi vil have, og jeg har aldrig haft en stram budgetplan,« fortæller Ann Lehmann Erichsen, der er vokset op i en familie, der lavede mad fra bunden.

At lave sin egen marmelade, sylte agurker og bage brød er alle sammen ting, der automatisk har betydet flere penge på kontoen.

Et andet sted, som Ann Lehmann Erichsen og manden, der er uddannet læge, formentligt har sparet en del penge på gennem årene, er biler.

»Med vores indkomst ville man normalt have en meget større bil, men vi har altså hverken Mercedes eller BMW,« siger hun.

Det er en mørkegrå Peugeot med metallak, der står i indkørslen. Ann Lehmann Erichsen har altid været glad for franske familiebiler, og hver gang familien har skullet skifte bilen ud, er den nye blevet købt kontant. Til gengæld drømmer hun om at købe en Tesla næste gang.

Bilen bliver blandt andet brugt til rejser, og netop rejser er et andet sted, Ann Lehmann Erichsen gennem årerne har sparet penge, fortæller hun.

Hun er ikke vild med at rejse langt væk, og så varer hendes ferier heller ikke i mange dage.

»Vi rejser, så meget vi kan, men oftest er det korte rejser, og så duer jeg ikke til at være væk længe. 14 dage er max for mig.«

Læs også: Folk er overrasket, når de hører om hans boligvalg

Turene går typisk til Frankrig, Berlin eller blot rundt i Jylland, og på de lange rejsedage bliver der ikke brugt penge på at købe mad på tankstationer eller færger.

Men ferier er der ikke altid tid til. Bag sig har Ann Lehmann Erichsen en lang karriere. Hun startede som ansat i Forbrugerstyrelsen og har i en lang årrække været forbrugerøkonom i Nordea. Før hun fik sit nuværende job i Sydbank, var hun selvstændig i halvandet år.

Som 60-årig blev hun finansielt uafhængig, men selvom hun havde råd til ikke længere at være på arbejdsmarkedet, blev det alligevel for kedeligt ikke at have et fast job at stå op til.

Selvom Ann Lehmann Erichsen har ret godt styr på det med finanserne, kan hun stadig blive fristet af et par lækre sko, en dyr taske eller andet nyt tøj, der dog ikke længere ender med at hænge i skabet uden at blive brugt.

»Min mor sagde altid til andre, 'Ann kan, hvad hun vil'. Og for det meste kan jeg godt, hvad jeg vil, men bearnaisesaucen kan da alligevel godt skille for mig.«

Læs også: Erfaren investor har købt dansk aktie: 'Den er klokkeklar'

Læs også: Op til 8 pct. i rente: Her er forskellige bankers bud på konti til konfirmanden