Henter kommentarer

Dette atypiske lån har boligøkonomen selv


Normalt hører vi kun fra Mikkel Høegh, når det handler om boligpriser, renter og konverteringer i hans job som boligøkonom hos Jyske Bank.

Men i denne artikel er tingene vendt på hovedet, når hans egen boligøkonomi er i fokus.

Han sidder faktisk selv med et noget atypisk boliglån.

»Det er jo i virkeligheden et fantastisk lån, fordi man kan få fast meget lav rente i 10 år samtidig med, at man høvler godt af gælden,« forklarer han.

Men for at forstå, hvordan han endte der, så starter historien et helt andet sted.

Et sted, hvor det begynder for de fleste. Nemlig ved hans førstegangskøb.

Læs også: Jyske Bank: 3 danske aktier, der snart kan flyve i vejret

Mikkel Høegh købte sin første bolig i form af en lejlighed på ydre Frederiksberg lige ved Bispeengbuen.

»Jeg gav 960.000 kr. for 63 kvm Det var i 2001, og det var lige blevet moderne med rentetilpasningslån. Jeg tog sådan en for at prøve at holde udgifterne lidt nede,« siger han.

Senere blev det til en større lejlighed mere centralt på Frederiksberg, som han købte sammen med sin kæreste. I 2012 blev lejligheden så skiftet ud med et parcelhus i Lyngby.

Læs også: Udvikling på boligmarkedet fortsætter ned: 'Det lægger en hånd under boligpriserne'

De ledte egentlig i andre områder, men de faldt for et hus i Lyngby. Huset endte dog med at blive noget af en udskrivning.

»Vi købte huset for 5 mio. kr. Vi havde det rigtig dårligt med at købe så dyrt et hus, fordi vi følte, at vi havde brugt alle vores penge,« forklarer han.

Hvorfor gjorde I det så alligevel?

»Vi havde behovet, og vi tænkte, at vi ikke kunne få ret meget med den beliggenhed til den pris – og selvom vi havde brugt alle vores penge, så havde vi råd til det.«

Læs også: Næsten hver andet hus sælges med rabat

Dengang de købte huset finansierede de det med et realkreditlån med variabel rente – eller mere præcis et F3-lån. Senere har de dog konverteret deres boliglån.

»Nu har vi en kombination af to lån, et F1-lån og et fastforrentet 10-årig lån,« forklarer han.

Det 10-årige fastforrentede lån er usædvanligt. Renten er nemlig 0 pct., hvilket man ellers ikke havde tænkt muligt. Det var et storstilet sats fra Jyske Bank, da de markedsførte det for fire år siden, hvilket også bragte opmærksomhed fra hele verden, hvilket du kan læse mere om her.

De har valgt at opdele deres gæld, så den er stort set ligeligt opdelt mellem de to lån, forklarer Mikkel Høegh.

»Det kan man gøre, som man vil. Det er ikke noget, som man ser så mange gør, fordi det har flere omkostninger at etablere to lån. Hvis man har lidt svært ved at beslutte sig, så kan man få det bedste fra begge verdener,« siger han.

Læs også: Klar til årsopgørelsen? Disse fradrag må du ikke glemme

Over 10 år er gået i parcelhuset, og det hele er endt godt, selvom der blev skrevet under med stor nervøsitet i 2012.

For Mikkel Høegh og hans familie er deres hus endda endt med at stige i værdi. Hvor meget har han dog svært ved at sige.

»Det er jo ikke blevet handlet, siden vi købte det, og den rigtige pris for sådan et hus er jo altid, hvad det kan handles til. Men det er nok steget forholdsmæssigt meget i værdi, hvis man sammenligner med kvadratmeterpriserne i området,« siger han, at anslår, at huset er steget med 30 til 40 pct. over de 10 år, hvis man kan tage omkringliggende handler for gode varer.

Læs også: Lau Svenssen: 5 danske aktier, som jeg ville købe lige nu

At Mikkel og hans kæreste overhovedet havde mulighed for at købe huset i Lyngby trækker tråde helt tilbage til hans køb af den lille lejlighed på ydre Frederiksberg.

»Hvis jeg ikke havde købt lejligheden dengang, så havde vi ikke haft råd til, at købe det hus vi har i Lyngby nu,« forklarer han.

Med førstegangskøbet kom han ind på boligmarkedet, hvorefter priserne bare er steget og steget, forklarer han.

»Vi var ligesom med i loopet, og så har vi kunne opgradere vores bolig løbende,« tilføjer han.

Læs også: Finansekspert forudser: Boligrenterne vil igen komme ned på 2 procent

Læs også: Ny renteudvikling rammer boligejere