I mere end et år har der været heftig aktivitet på boligmarkedet, og flere rekorder er blevet sat. Nu kan der tilføjes endnu en.

I årets tredje kvartal blev der nemlig givet historisk mange realkreditlån til køb af huse og ejerlejligheder, mens lån til sommerhuse faldt markant. Det afslører nye tal fra Finans Danmark.

Der blev optaget lån for 43, 5 mia. kr. i månederne august, september og oktober i år. Det dækker over 21.714 realkreditlån og er det største udlån til boligkøb siden statistikkens begyndelse i 1995.

»Det store udlån kommer på baggrund af det høje antal boliger, der blev købt i årets første to kvartaler. En boligkøber får først sit lån, når de overtager boligen, og typisk går der noget tid, før det sker. Det kan forklare den stigning i udlån, vi ser, selvom handelsaktiviteten i den seneste periode har været dalende,« lyder det fra Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Det er særligt lån til køb af parcel- og rækkehuse, der har været med til at trække statistikken op. I alt blev der givet 14.673 lån til den slags boliger, og det er 12 pct. flere end samme periode sidste år.

På sommerhusmarkedet var der omvendt ingen fremgang at spore. Antallet af lån faldt med 37 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Ifølge Peter Jayaswal skyldes det blandt andet, at rejserestriktionerne er lempet, og det derfor er muligt igen at rejse til udlandet for at holde ferie.

»Der er blevet købt og solgt rigtig mange sommerhuse det seneste år. Nu hvor samfundet er genåbnet, og danskere igen er begyndt at have mulighed for at rejse mod fjerne kyster, ser vi en faldende interesse for sommerhuse,« siger Peter Jayaswal og fortsætter:

»Men selvom udlånet til sommerhuskøb er faldet markant sammenlignet med sidste år, er der stadig godt gang i markedet. Hvis vi ser på det historiske niveau, ligger antallet af lån og udlånets størrelse til sommerhuskøb stadig over det normale niveau,« siger Peter Jayaswal.

Varibale lån vinder frem

De fastforrentede lån er stadig at foretrække blandt de danske boligkøbere, der optager realkreditlån, men der har dog været fremgang i antallet af optaget lån med variabel rente. I tredje kvartal sidste år var 80 pct. af lånene fastforrentede, mens tallet i år lyder på 73 pct.

Interessen for boliglån med varibal rente finder man i hele landet, men det er i højere grad er boligkøbere i og omkring de store byer, der fravælger fast rente. I tredje kvartal sidste år var 32 pct. af lånene til boligkøb i bykommuner variabelt forrentede, og året før var det kun 24 pct.

Det er især i Københavns Kommune og i nabokommunerne, at tilslutningen til variabel rente er størst. I Hørsholm og Gentofte kommune valgte 43 pct. af boligkøberne variabel rente i tredje kvartal i år.

»Den seneste tids rentestigning, hvor de fastforrentede lån er steget fra 0,5 pct. til 1,5 pct., kan være en grund til, at boligkøberne i højere grad vælger variabelt forrentede lån, når de skal finansiere købet af deres nye bolig. For at man som boligkøber kan vælge et variabelt forrentet lån, skal ens økonomi først godkendes til et fastforrentet lån. Det betyder, at de boligkøbere, der vælger et variabelt forrentet lån, også ville have haft råd til at købe deres bolig, hvis de havde optaget et fastforrentet realkreditlån,« lyder det fra Peter Jayaswal i meddelelsen.

Læs også: Frygt kan tage fokus for ellers gode regnskaber

Læs også: Sådan ville aktiechefen investere 100.000 kr.