Henter kommentarer

Sådan ville aktiechefen investere 100.000 kr.


Hvordan ville du placere 100.000 i aktiemarkedet?

Det spørgsmål har Euroinvestor stillet Millionærklubbens porteføljeforvalter Michael Friis Jørgensen, der til daglig er aktiechef hos rådgivningsvirksomheden HC Andersen Capital. Han hæfter sig særligt ved, at vi er på vej ind i en regnskabssæson, og derfor ville han rent faktisk være tilbageholdende med at investere lige nu. Regnskabssæsonen er allerede skudt i gang i USA, og snart kommer turen til de danske selskaber.

»Jeg ville faktisk vente lidt med at investere pengene. Hvis jeg skulle investere 100.000 kr. fra nu af, ville jeg i slutningen af ugen nok stadig sidde med 100.000 kr. Jeg vil godt lige se, hvordan investorerne reagerer på de forskellige selskaber og i de forskellige sektorer,« udtaler han.

Læs også: 3 aktier til de næste 10 år: 'Det er et guldæg'

»Hvis jeg fik en pistol for panden og skulle placere pengene nu her, ville jeg placere en stor del af pengene i europæiske banker. Det kunne godt blive en overperformende sektor de næste 3-6 måneder,« udtaler han.

Det ville ifølge ham være cirka halvdelen af pengene, der kunne placeres der. Et andet sted, man kunne investere pengene, var i chipproducenterne, fordi efterspørgslen på computerchips er så høj, forklarer han.

»De kommende måneder vil jeg helst ligge i vækstaktier og den digitale verden, fordi de selskaber kommer til at levere på regnskaberne. Den høje prissætning vil være mindre væsentlig i en regnskabsperiode, for der vil man se efter, hvem der leverer. Jeg mener, at de største risici er i value-aktierne, og hvis jeg måtte vente, ville jeg gerne først se regnskaberne fra teknologiselskaberne,« udtaler han.

Læs også: 3 mulige aktiejuveler: 'Den kan stige 75 pct. de næste 2-3 år'

Aktiechefen foretrækker at investere i de amerikanske eller europæiske børsmarkedet og dermed gå uden om emerging markets, dvs. børsmarkederne i de spirende vækstlande – tænk Kina, Indien, Brasilien osv.

»Det er en periode med relativt stor usikkerhed i forbindelse med den kinesiske vækst. Emerging markets er en strukturel vækstcase, men for at blive en rigtig god investor der, skal du være investeret der de næste 10-20 år,« udtaler han.

Han fravælger også emerging markets nu her, fordi de forskellige udviklingslande ifølge ham vil klare sig godt på forskellige tidspunkter.

»Nogle regioner vil klare sig godt på den korte bane på grund af råvarepriserne, men det vil ikke nødvendigvis være de lande, der klarer det bedst på den lange bane,« udtaler Michael Friis Jørgensen.

Ser man på, hvor det overordnet har været bedst at være investeret i år, så er svaret det amerikanske aktiemarkedet. Det brede amerikanske S&P 500-aktieindeks er siden aktieåret blev skudt i gang steget 24 pct.. Den europæiske pendant – Stoxx 600 – er i samme periode steget 18 pct.

MSCI Emerging markets-indekset er derimod steget blot 5 pct. i samme periode. Emerging markets-indeks trækker blandt andet ned af et stort fald blandt kinesiske internetaktier, der er forårsager af frygt for nye stramme indgreb fra myndighedernes side. Danske Banks senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen har også givet et bud på, hvor han ville placere 100.000 nu. Det kan du læse mere om her.

Læs også: 3 danske aktier til de næste 10 år: 'Det er et fantastisk selskab'

Læs også: 3 aktier til de næste 10 år: 'De burde være i enhver portefølje'