Henter kommentarer

| Opdateret

3 aktier til de næste 10 år: 'De burde være i enhver portefølje'


Hvilke aktier ville du satse på, hvis du skulle udpege 3 aktier til porteføljen, som du ikke måtte handle de næste 10 år.

Det spørgsmål har Euroinvestor stillet Millionærklubben-porteføljeforvalter Mads Christiansen fra kapitalforvalteren NewDeal Invest.

Han står som fondschef hos NewDeal Invest i spidsen for investeringerne i de  aktier, som han vurderer bliver fremtidens vindere, og han udpegede tre teknologikæmper. Der er altså tale om tre aktier, som han tror kan give mindst det samme afkast som aktiemarkedet i løbet af de næste 10 år.

Euroinvestor har spurgt, hvilke aktier han ville fremhæve, hvis han kun måtte udpege tre aktier, som kunne ligge i porteføljen de næste 10 år.

»Jeg ville vælge Facebook, Sea Limited og Mercado Libre, som alle er dominerende i deres respektive geografiske områder,« udtaler fondschefen.

Se listen: 11 billige danske aktier

»Det er nogle aktier, som burde være i enhver portefølje. Selskaberne er superbredde i deres produktsortiment, og de rider på flere supertrends, hvor de vinder på det digitale skifte,« udtaler han.

»Facebook er en af dem, som jeg vil turde købe og holde uden problemer. Det er svært at se, at de ikke fortsætter deres udvikling. Facebook har gang i nye tiltag med betalingsløsninger og e-handel, som jeg tror bliver rigtig godt over de næste 2-3 år,« udtaler Mads Christiansen. Han hæfter sig samtidig ved, at verden i højere grad forbruger video, og det vil Facebook forsøge at udnytte.

»Jeg forventer, at Facebook vil monetarisere video endnu mere i fremtiden. Det har vi eksempelvis set med 'reels'-videoerne. Oven i alt det får vi på længere sigt det her metaverse og virtual reality, hvor Facebook er helt med fremme i forhold til udvikling og investering,« udtaler Mads Christiansen.

Ehandelskæmper i øst og vest

Inden for det digitale har den største spiller en masse fordele, og det er en af grundene til, at NewDeal Invest-fondschefen ser et stort potentiale i MercadoLibre og Sea Limited. Begge selskaber er størst inden for flere digitale områder i henholdsvis Sydøstasien og Latinamerika, forklarer han.

»Der er stor sandsynlighed for, at de vinder superapp-kapløbet,« forklarer Mads Christiansen, der henviser til det at have én app, der for eksempel både fungerer som betalingsløsning, e-handelsplatform, hvor man bestiller mad og som eventuelt er stedet, hvor man kan markedsføre sin butik, forklarer Mads Christiansen. Det handler kort fortalt om at have en platform, der bliver til et økosystem, uddyber han.

»Jeg ser både Sea Limited og MercadoLibre tage markedsandele, fordi de er største, og fordi de vil vinde på den økonomiske vækst i økonomierne, hvor de opererer samt den digitale penetration,« udtaler Mads Christiansen.

Vis mere

Hvis man ser på fintech-delen hos både MercadoLibre og Sea Limited, så vinder de på, at mange ikke har en bank eller et kreditkort. Derfor bliver det lettere for selskaberne at få folk direkte over på en wallet eller superapp, forklarer Mads Christiansen, der vurderer, at de to mastodonter bliver førende inden for e-handelsmarkedsplads, førende logistikleverandør og formodentlig også førende bank.

Investorerne har dog fået øjnene op for de tre teknologikæmper. Facebook er steget 41 pct. siden begyndelsen af 2021. Sea Limited er steget 82 pct. i samme periode, mens MercadoLibre er steget 19 pct. Til sammenligning er det teknologitunge Nasdaq-indeks steget 23 pct.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Få hele forklaringen: Kendt dansk valueinvestor køber stort op i tech

Læs også: 4 grønne aktier: 'Det kan blive den næste Ørsted'