Henter kommentarer

3 mulige aktiejuveler: 'Den kan stige 75 pct. de næste 2-3 år'


Hvilke aktier ville du satse på, hvis du skulle udpege tre aktier til porteføljen, som du ikke måtte sælge de næste 10 år?

Det spørgsmål har Euroinvestor stillet Knut Gezelius, der er porteføljeforvalter hos den norske kapitalforvalter Skagen Fondene. Han står i spidsen for fonden ‘SKAGEN Global’, hvor der satses på selskaber af høj kvalitet, og som er billige målt på nøgletallene, når der investeres på langt sigt – eksempelvis fordi de er undervurderede, oversete eller upopulære.

»Når vi har med en så lang investeringshorisont at gøre, går vi ikke på kasino og forsøger at finde den næste Amazon. Der skal nok være aktier med en fantastisk børsrejse, men vi mener, at de er svære at spotte. Der skal nok være masser af tabere for hver Amazon eller Tesla,« forklarer han og tilføjer:

»Det skal også ses i lyset af vores investeringsfilosofi, der handler om ikke at miste penge, men samtidig er det vores ambition at slå fondens benchmark over tid og levere et merafkast. Vi hjælper vores kunder med at blive rige langsomt.«

De tre aktier, som norske kapitalforvalter satser på er Canadian Pacific, Moody's og Samsung Electronics:

1) Overset aktie med voldgrav

Den første aktie, som den norske storinvestor fremhæver er i et jernbaneselskab, men ikke hvilket som helst jernbaneselskab. Vi taler om Canadian Pacific Railway, et canadisk selskab med et transkontinentalt jernbanenet, der strækker sig over 20.000 km. Lyder det kedeligt? Selskabet sidder på en enorm konkurrencefordel og med andre ord en voldgrav, der kan beskytte selskabets indtjening og position, lyder det.

»Det er et selskab, der har mange af de egenskaber, som du gerne vil have, hvis du skal holde en aktie i mange år. Det vigtigste er måske, at vi mener, at det er ekstremt usandsynligt, at nogen vil komme og bygge en ny jernbanestrækning og konkurrerede med dem,« udtaler Knut Gezelius.

Læs også: 3 danske aktier til de næste 10 år: 'Det er et fantastisk selskab'

Han fremhæver samtidig, at selskabet har en ESG-fordel, for det er meget mere miljøvenligt at flytte gods med jernbane end at gøre det med lastbil. Et tog med en enhed svarer til flere end 300 lastbiler, fremhæver Knut Gezelius. Tog er fire gange så brændstofeffektivt som lastbiler, tilføjer han.

Han påpeger samtidig, at Canadian Pacific har budt på det amerikanske jernbaneselskab Kansas City Southern. Hvis det lykkedes det canadiske selskab at vinde buddet, vil Canadian Pacific være det første og eneste jernbaneselskab i Nordamerika, der forbinder Canada, USA og Mexico, forklarer porteføljeforvalteren. Der ventes at ligge en afklaringen i løbet af de næste 12 måneder.

»Men selv hvis det ikke bliver til noget med opkøbet, mener vi, at selskabets kyst-til-kyst-transport i Canada er meget interessant, og at det kan skabe et attraktivt afkast i mange år,« udtaler han og fortsætter:

»Jernbaner har pricing power. Hvis inflationen skulle stige kraftigt, mener vi, at Canadian Pacific er godt positioneret til at beskytte dets indtjeningskraft. Det er en skjult kvalitet, der nok er undervurderet af markedet i en verden med lave renter.«

Pricing power dækker over, hvor følsom en virksomhed er, når den ændrer priserne på dens produkter. En høj grad af pricing power betyder, at selskabet kan hæve prisen eller sende ekstra omkostninger videre til kunderne, uden at produkter bliver så dyre, at efterspørgslen knækker.

Knut Gezelius fremhæver samtidig, at Canadian Pacific nyder godt af at have det, som »måske er den bedste topledelse i Nordamerikas jernbanesektor.«

2) Finans-aktie med medvind og en tung arv

Den næste aktie, som Skagen Global ser et potentiale i, er Moody's. Der er tale om et amerikansk kreditratingbureau, som har specialiseret sig i finansielle analyser af kommercielle og statslige organisationer.

Der ventes en stor efterspørgsmål på kreditvurderingsselskabets ydelser i takt med, at der med stigende gæld, skal sælges flere obligationer, som alle skal vurderes af eksempelvis Moody's, så professionelle investorer vil købe dem. Moody's har en betydelig eksponering mod Emerging Markets, og ventes derfor at nyde ekstra godt af udviklingen her.

»Derudover er der stadig en smule stigmatisering i forhold til kreditvurderingsbureauerne fra deres engagement under Finanskrisen for mere end et årti siden. Vi tror imidlertid, at sådan negativitet er overdreven og bagudrettet. Endnu vigtigere er, at området har begrænset konkurrence, og kunderne ser ud til at være relativt tilfredse med status quo. Vi ville også være tilfredse med status quo i det globale kreditvurderingsbureau-landskab i løbet af det næste årti, da dette efter vores opfattelse ville understøtte en fortsat stigning i Moody's aktiekurs,« udtaler Knut Gezelius.

»Deres forretningsmodel er en pengemaskine, og selv om det er på sin vis et kedeligt selskab, så kedelig er i vores øjne en god ting her,« udtaler han.

3) Undervurderet teknologigigant

Den tredje aktie, som kapitalforvalteren ser et potentiale i, er sydkoreanske Samsung Electronics. Vi taler om en af verdens allerstørste producenter af elektronik, som for eksempel mobiltelefoner og tablets. Den sydkoreanske teknologigigant har desuden specialiseret sig i hukommelseschip og halvledere.

»Selvom det er et verdenskendt selskab, er der flere facetter af selskabet, som på nogle punkter er overset af markedet,« tilføjer Knut Gezelius.

s også: 3 aktier til de næste 10 år: 'Den burde være i porteføljen'

Det er et selskab, der igennem mere end to årtier har skabt værdi for aktionærerne – heriblandt Skagen Global, forklarer han. Det er den aktie, som har været længst tid i porteføljen.  Samsung-aktien har sikret kapitalforvalteren et afkast på mere 20.000 pct. målt i norske kroner i den periode, hvor den har været i porteføljen, forklarer porteføljeforvalteren.

»»Samsung har samtidig foretaget massive investeringer inden for hukommelsesområdet. Det er et område, der vil opleve stor vækst, og hvor Samsung står enormt godt til fremtiden, vurderer Knut Gezelius.

Han hæfter sig ved, at Samsung Electronics for nylig meddelte, at selskabet planlægger at investere over 150 mia. dollar frem til 2030 i halvlederforretningen.

Læs også: 3 mulige aktieguldfugle – dem tror aktiechefen selv på

»Denne enorme sum demonstrerer de enorme økonomiske ressourcer, der kræves for at konkurrere på dette forretningsområde. Det er ikke noget, som to fyre i en garage i Silicon Valley kan starte for at udkonkurrere de etablerede. Mens tidligere teknologigiganter er omkommet, tilhører Samsung Electronics stadig de øverste lag, så deres kapitalallokering har naturligvis været relativt vellykket, men ikke helt uden fejltagelser,« udtaler han og tilføjer:

»Vi har også oplevet en dramatisk forbedring i ESG for Samsung Electronics i de seneste år, og denne tendens ser ud til at forblive på en opadgående, positiv bane.«

»Vi mener samtidig, at Samsung har været utrolig dygtige til at udvikle sig teknologisk, og det tror vi vil fortsætte. Vi vurderer, at Samsung-aktien kan stige 75 pct. over de næste 2-3 år og betydeligt mere, hvis man ser helt frem mod 2030,« udtaler han.

Læs også: 3 aktier til de næste 10 år: 'De burde være i enhver portefølje'

Når de tre udvalgte aktier må ventes at slå markedet de næste 10 år, så har de i den grad noget at leve op til. Selvom historisk afkast aldrig har kunnet sige noget om fremtidigt afkast, så har de seneste 10 års afkast været ekstraordinært gode. Siden 9. september 2011 er globale aktier – målt på MSCI World-indekset – steget med 15,2 pct. i gennemsnit om året.

Til sammenligning er det toneangivende, brede S&P 500-indeks steget med 18,6 pct. i gennemsnittet om året. Det danske C25-indeks har også givet et årligt afkast på 18,6 pct. i den periode. Langt værre ser udviklingen ud, hvis man ser på den samlede udvikling på de europæiske børsmarkeder, da Stoxx 600-indekset i samme periode kun har givet et gennemsnitligt årligt afkast på 11,3 pct.

Læs også: Få hele forklaringen: Kendt dansk valueinvestor køber stort op i tech

Andre investorer har også givet deres bud på aktier, som de ville turde have i porteføljen i 10 år uden at måtte handle dem. Du kan læse, hvilke aktier den kendte tech-investor og fondschef fra NewDeal Invest, Mads Christiansen, ville vælge her.

Hos rådgivningsvirksomheden HC Andersen Capital har aktiechef Michael Friis Jørgensen også givet sit bud på tre aktier til den langsigtede investor. Det kan du læse mere om her.

Du kan også læse, hvilke aktier porteføljeforvalter Johannes Møller fra kapitalforvalteren MW Compounders tror på her.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: 'En af de mest lovende og spændende aktier, jeg har set i 13 år'

Læs også: 4 grønne aktier: 'Det kan blive den næste Ørsted'