Henter kommentarer

Nationalbanken med ny prognose: "Boligejerne kan være godt tilfredse"


Boligprisernes himmelflugt er på vej mod en opbremsning, og der er udsigt til en mere rolig prisudvikling de kommende år.

Sådan lyder konklusionen på Nationalbankens nye boligprisprognose, der netop er blevet offentliggjort.

Helt nøjagtigt venter Nationalbanken, at huspriserne vil stige 11,6 pct. i 2021, 4,6 pct. i 2022 og 1,2 pct. i 2023, og spørger man Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, kan boligejerne være ganske tilfredse.

»Boligejeren kan være godt tilfredse, hvis Nationalbanken får ret i sin prognose. Også selvom Nationalbanken forventer, at priserne vil falde til ro i de kommende år. Friværdierne har allerede fået et ordentligt tryk op i 2021, og eftersom der er udsigt til yderligere fremgang i både 2022 og 2023, er prognosen en god nyhed,« skriver hun i en kommentar til de nye tal.

»Ikke den store overraskelse«

De nye forventninger til boligprisernes udvikling er en nedjustering i forhold til Nationalbankens seneste prognose fra slutningen af juni 2021. Her forudså banken, at huspriserne ville stige med 14,2 pct. i 2021, 6,2 pct. i 2022 og med 0,8 pct. i 2023.

Det kommer dog ikke som den store overraskelse, lyder det fra boligøkonomen.

»Det er ikke den store overraskelse, at Nationalbanken nedjusterer sin boligprisprognose. Boligmarkedet er gået lidt ned i gear hen over sommeren, hvor vaccinerne ikke blot har været virksomme mod coronavirus men også mod boligfeber. Hverdagen begynder at ligne sig selv igen, og det samme gør boligmarkedet.«

Så meget kan friværdien stige

Holder Nationalbankens prognose stik, vil boligejerne opleve en stigning i deres friværdi på 242.000 kr. i indeværende år, 107.000 kr. i 2022 og på 29.000 kr. i 2023, hvis man tager udgangspunkt i et gennemsnitligt hus, der kostede 2.082.000 kr. i 2020

Dermed er der tale om en stigning på  378.000 kr. i alle tre år, som prognosen omfatter.

At et gennemsnitligt hus stiger så markant på blot et år, er langt fra normalt, og derfor vil år 2021 med stor sandsynlighed gå over i historien som et »usædvanligt år på boligmarkedet.«

»Det er bestemt ikke hverdag, at prisen på et gennemsnitligt hus stiger med 242.000 kr. på et enkelt år, og derfor kommer 2021 helt sikkert til at gå over i historien som et usædvanligt år på boligmarkedet. 2021 bliver formentligt et år, vi kommer til at tænke tilbage på med forundring, og for de yngre generationer også med en vis misundelse, da det er enorme formuegevinster, som vi har været vidne til. Og så er der endda udsigt til yderligere stigninger i både 2022 og 2023, hvis Nationalbankens prognose holder stik,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

Læs også: Lau Svenssen: Tid til aktier i energi

Læs også: Apple arbejder på ny iPhone-teknologi