En efterårsstorm ser ud til at ramme aktiemarkedet, men det er en lidt forvirret affære her i starten.
Fokus er rettet mod risikoen i Kina for økonomisk sammenbrud blandt landets ejendomsselskaber og byggedevelopers. Men det har været undervejs længe og handler mere om evnen til at kunne betale renter og afdrag som aftalt på forfaldsdagen. For Evergrande koncernens vedkommende drejer det sig angiveligt om torsdag i denne uge (23-10). Uroen i bygge-/ejendomssektoren kommer efter en forudgående ”Crackdown” rettet mod Kina’s fremstormende IT-firmaer. Erhvervslivets nye supermænd (Tycoons) er i Bad Standing hos Partitoppen. De ønsker selv hovedrollen som Stars.
Beijing-regeringen er ude med den store rive for at stramme op og kalde til orden og disciplin. Børn og unge formanes til ikke at bruge for megen tid på computerspil, og det ligner mere en ny form for moralsk oprustning end økonomisk politik. Der er angiveligt udsendt beroligende signaler til udenlandske firmaer i landet for at undgå uro og bekymringer. Det skal nok gå alt sammen, men landets egne indbyggere og firmaer må udvise accept af Styrets linje: Hold kæft, smil og vær glad.
Kina udgør ikke problemet på aktiemarkedet. Riget i Midten ønsker bare at kunne passe sig selv, og i relation til aktier er Kina-markedet hverken bekymrende stort i absolut kursværdi eller oppustet.
Down Side Risk og eksponeringen for angreb findes et helt andet sted: Aktiemarkedet i USA. Så kig ikke mod Øst men mod Vest. Det er tid til at rebe sejlene, hvis man har redet med på den store USA-optur i IT. Hvad kan man så rette sin offensive kampkraft imod, når likviditeten svulmer op? Det hele tegner jo dårligt i den kommende tid.
Et lyspunkt i mørket: olieselskaber
Udviklingen tegner positivt for selskaber inden for udvinding af olie og naturgas. Branchens aktier har været udsat for udsalg som følge af grøn idealisme, og det har sænket kursniveauet væsentligt i de sidste par år. Det er indtrådt selv om en række af disse selskaber har meddelt, at de vil dreje forretningen over mod grønne energiformer, altså gentage den strategi som Ørsted gennemførte. Men de har jo ikke en statskasse i ryggen og fordel af at please den populistiske politiske magtelite.
Den afgørende parameter i vurdering af denne type aktier er naturligvis olieprisen og sekundært markedsprisen på naturgas. En stor del heraf afsættes nemlig i stedet til aftalte priser, der har et anderledes forløb. Gas er opdelt i et marked for USA og et for Europa, idet transportsystemerne bestemmer adgangen til fysisk levering, der i sidste instans skal kunne håndteres. I Europa kan man vel opfatte naturgas som et restmarked, der præges af overskud eller underskud. Derfor kan der opstå store fluktuationer i prisen. I øjeblikket er der en kraftig optur pga. lav tilførsel fra Rusland og dermed udsigt til mangel i vintermånederne. Ikke godt. Opbygningen af de normale og ønskede lagre er alt for lav, så der er ugler i mosen, men hvad er forklaringen? Lav import sender prisen op på gas. Det påvirker i næste led prisen på elektricitet og fjernvarme, ligesom olieprisen trækkes op.
I forvejen er genopretningen af olieforbruget efter Corona-dykket i fuld gang. Asien med Kina i spidsen er storforbrugere, og her er efterspørgslen tilbage på niveauet fra 2019. Europa og USA hænger fortsat lidt i bremsen, ligesom flytrafikken mangler at rykke op. Trafikomfanget ligger så vidt vides rundt 60 pct. af niveauet i 2019. Forventningen er nogenlunde enslydende fra de kompetente fagfolk, og skønnet lyder på fuld genopretning ultimo 2022. Mankoen er pt. på cirka 5 pct. – til glæde for folk der frygter en menneskeskabt global opvarmning, og den ide er jo udbredt.
Nedgangen i oliesalget må OPEC+ landene klare, idet private olieselskaber pumper på livet løs. Prisen på 70-75 dollar pr. tønde er jo glimrende. Der er også interesse for at ekspandere via opkøb. ConocoPhillips har netop indgået en aftale med Shell om overtagelse af skifferfelter (Permian området). Prisen ved transaktionen udgør 9,5 mia. dollar betalt cash. Shell er blevet mør og ønsker at sælge for at markere sin gode, grønne vilje efter angreb fra miljøaktivister og grønsindede investorer.
Læs også: Lau Svenssen: Turbulensen på aktiebørserne er udtryk for en korrektion
Udsigt til høje priser på fossil energi og endnu dyrere grøn energi
Perspektivet for de kommende års omstilling til et decarboniseret energisamfund er høje priser på energi og brug af energikrævende ting. Det bliver dyrt for forbrugerne. Fossil energi er blevet en ”solnedgangsindustri”. Olieselskaberne vil optimere udnyttelsen af deres reserver og indsatsen i exploration og udbygning er sat gevaldigt ned. De frie producenters output vil falde og presse prisen opad. Der skal opstå en kamp olielandene imellem om eksport for at standse udviklingen i den retning. Nu til dags er Asien den store importør. De gamle I-lande i Vesten har udsigt til vigende forbrug. I takt med el-bilernes erobring af markedet fra motordrevne biler vil det for alvor slå igennem.
Her står danskerne i et dilemma, idet afgifterne på energi og regler om tvangskøb af grøn energi allerede indebærer vanvittigt høje priser. De grønne afgifter har i virkeligheden fungeret som ”røde skatter”. Derfor kan CO2 afgifter ikke benyttes netto over for forbrugerne men muligvis over for erhvervslivet. Grøn omstilling vil derfor betyde andre skatteforhøjelser trods et i forvejen ekstremt højt skatteniveau eller kræve nedskæringer, brugerbetaling mv.
Overgangsløsningen er et voksende forbrug af naturgas. Det er redningsplanken frem mod 2050. Derfor er selskaber med store gasreserver med god beliggenhed til pipelines særligt lovende, altså segmentet upstream natural gas. Equinor tilhører denne gruppe, og Shell og BP er også godt med. Da markedet er opdelt findes der også en række USA-selskaber samt firmaer i helt andre lande.
Balladepunktet er Rusland, som råder over enorme kendte reserver og store muligheder for at finde endnu mere. Afstanden til EU er forholdsvis gunstig. Søtransport på LNG-tankere er en fleksibel men dyr metode til at udvide kredsen af leverandører, og den frie del med et spotmarked er en form for restmarked. I kontraktmarkedet er Qatar kommet foran alle andre i rollen som LNG-leverandør.
Oliemarkedet vil blive forandret, naturgas vokser og olieselskaberne vil være grønne
Perspektivet for investorerne forekommer gunstigt. Energi er en langsigtet affære, hvor udbyderne skal tænke mindst 10 år ud i fremtiden for små udvidelser og 20+ år ved strategiske beslutninger om satsninger med afkastpotentiale. Selskaberne er vant til at kræve høj profit, og politiske risici opfattes som en naturlig men uforudsigelig del af hverdagen - selv i Norge har de folkevalgte partifolk fået sort samvittighed, og man kan ikke stole på sund dømmekraft som en given ting.
Olieudvinding er tydeligvis skiftet til at være en cash cow business. Kun supergivtige nye felter vil blive udnyttet (man leder ikke ret meget mere end det kræves i koncessionerne). I stedet vil man optimere de igangværende installationers udnyttelse. Farvel og tak. Hvis olieprisen stiger markant, vil mulighederne dog blive forbedret. I stedet vil man købe fra olielande (OPEC+ gruppen), og deres markedsandel (magtposition) vil derfor vokse. Konsekvensen kan blive direkte magtkampe om prisen, som vil blive presset opad af OPEC+ kartellet. De råder over halvdelen af kapaciteten.
Naturgas vil få markant større betydning i de kommende 30 år og kompensere nedgangen i kulforbruget og om få år også opveje et skift væk fra olie. Forbruget af olie formodes at toppe i årene 2025-30. Naturgas bliver olieselskabernes næste vækstmarked og det afsluttende led inden for fossil energi. Afhængig af teknologisk udvikling af vedvarende energiformer vil naturgas fortsætte i volumen på et højt niveau i resten af dette århundrede. Gas bliver afgørende og er derfor en attraktiv og langsigtet aktivitet.
Sidste trin er omstilling til vedvarende energi, og her melder flere og flere olieselskaber sig af egen fri vilje klar til at være med. Man ønsker at udnytte positionen som energileverandør - uanset om det er fossilt eller statsstyrede kvoter og regler. Forudsætningen er naturligvis, at man skal kunne tjene penge på det. Da det ikke er tilfældet i dag på kommerciel basis, skal der vilkårene forbedres: enten skal markedsprisen på energi forhøjes markant, eller der skal tildeles fordele omkring salgspriser og adgang til levering. Pengene skal hentes hos borgerne - enten i rollen som forbrugere eller i rollen som skatteydere. Så er det jo godt, at man forbereder folk på at skulle betale en høj regning ved hjælp af statsbetalte budskaber i medierne, så der kan frembringes grøn begejstring.
Udsigten i det forestående forløb forekommer lovende for olie- og gasselskaber. Det varer måske ikke ret længe før olieselskaber bliver rost for deres samfundsnyttige bidrag til at kunne holde varmen i stuerne og lyset tændt uden problemer, mens den russiske bjørn går i hi. Hvis den grønne naivitet afløses af en konstruktiv forståelse af virkeligheden og de udfordringer, som kræver tid at overvinde (teknologisk udvikling inden for energi), vil investorerne dreje 180 grader og råbe Hurra for disse centralt placerede virksomheder.
Aktiemæssigt skal man købe, når alle de andre vil sælge. Så kan du få chance for at sælge, når alle de andre vil købe - men man skal have blik for fremtiden og turde satse velovervejet.
Afslutningsvis skal risikoen dog tages med i denne optimistiske vurdering. Risikoen gælder et eventuelt prisfald på råolie og en udvikling, hvor olieeksportlandene (OPEC+) kommer i indbyrdes strid om at sælge mest muligt af deres egne reserver, mens tid er. Kartellet søger at undgå noget sådant, og derfor tilføjede man et aktivt samarbejde med pluslandene (Rusland og Mexico er de største). Før eller siden vil det gå op for regeringer i disse lande, at de vil brænde inde med enorme uudnyttede reserver nede i jorden. Den situation gælder allerede for kul. Det kan føre til ønske om at gå solo og opløse OPEC+ magtorganisationen, hvis fornemste opgave er at fastholde olieprisen som en form for politisk styret marked. Et dyk i olieprisen og kollaps af OPEC+ udgør risikoen.
Lau Svenssen ejer aktier i olieselskaberne BP og Exxon.
Læs også: Simon Richard Nielsen: Markedsuro efterlader bitcoin som den nøgne kejser
Læs også: Lau Svenssen: Her er der potentiale i Norwegian-aktien
