Henter kommentarer

Så meget rigere blev boligejerne i 2021


Danskernes interesse i at skifte bolig var massiv i 2021, hvor boligpriserne samlet set buldrede i vejret med 11 pct.

Det er den højeste årlige prisstigning siden 2006.

Lejlighedspriserne steg i løbet af sidste år med 10 pct., huspriserne med 11 pct. og sommerhuspriserne drønede afsted med 16 pct., viser nye tal fra Boligsiden.

»Boligmarkedet har haft et vildt 2021 og præsteret de kraftigste prisstigninger i 15 år. Samtidig blev der handlet rekordmange boliger. Prisstigningerne skæpper mærkbart i boligejernes formuer, hvor en dansk boligejer i gennemsnit har oplevet sin bolig blive omkring en kvart million mere værd i 2021. Det er jo helt enorme summer, som vi taler om her som følge af det vilde ridt, boligmarkedet har været på gennem 2021,« lyder det fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, i en skriftlig kommentar.

Han har regnet lidt på, hvordan 2021 har forgyldt boligejerne.

Læs også: Boligfesten klinger af – nu falder huspriserne

Tager man udgangspunkt i et hus på 140 kvadratmeter, er prisen i gennemsnit steget med 230.000 kr. sidste år. For en lejlighed på 80 kvadratmeter lyder den gennemsnitlige prisstigning på 260.000 pct. Det samme beløb er sommerhusejerne i gennemsnit blevet rigere, hvis man tager udgangspunkt i et gennemsnitligt sommerhus på 90 kvadratmeter.

Der er dog mærkbare geografiske forskelle på, hvor meget landets boligejere har kunnet se deres bolig forøge sin værdi i 2021.

Boligejerne øst for Storebælt har mærket den absolut største stigning. Kigger man på huse i Region Hovedstaden, lyder den gennemsnitlige stigning på lige knap 640.000 kr. I Region Sjælland lyder stigningen på 230.000 kr.

I Region Midtjylland er priserne steget 120.000 kr. og i Region Syddanmark lyder stigningen på 100.000 kr. Helt i bunden finder man Region Nordjylland, hvor priserne er steget med 90.000 kr.

Jeppe Juul Borre venter, at boligpriserne vil have langt mindre fart på i 2022.

»Boligmarkedet er faldet væsentligt mere til ro mod slutningen af 2021, og det langsommere tempo ser vi bide sig fast ind i 2022. Handlerne vil minde om tiden før corona, mens vi ser priserne stige med 3 pct. for huse, 2 pct. for lejligheder og tæt på flade sommerhuspriser. Det langsommere tempo hilser vi velkommen, da hastigheden tidligere i coronakrisen var alt for høj og øgede risikoen for at bringe boligmarkedet ud af balance,« skriver han.

Læs også: Børshus om dansk C25-aktie: Derfor kan aktien stige flere hundrede kroner

Læs også: ​Facebook-ejer kræver booster-vaccine af kontoransatte