Henter kommentarer

Største rentesmæk nogensinde: Disse lån bliver ramt


Den højeste rente i 14 år og det største rentehop nogensinde.

Det er hvad ugen er endt med, der har stået på rentetilpasningsauktion for de variable lån hos både Totalkredit og Realkredit Danmark, der skal have ny rente fra 1. april.

Hos Realkredit Danmark blev der solgt obligationer for små 40 mia. kr. fra lån.

Den nye rente for boligejere med F1-lån med afdrag er landet på 3,63 pct. De kommer fra en rente på -0,02 pct., og vi er altså vidne til en rentestigning på hele 3,65 procentpoint i forhold til seneste refinansiering.

»Det er den kraftigste rentestigning noteret siden auktionerne startede tilbage i 1997. Trods den kraftigste rentestigning nogensinde, så er der dog ikke tale om et rekordhøjt niveau for F1-renten,« lyder det fra cheføkonom hos Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Læs også: Nedturen på boligmarkedet fortsætter: 'Dyster læsning'

Han tilføjer, at der stadig er et stykke vej op til rekorden på 5,61 pct. tilbage fra januar 2001 og de 5,2 pct. i kølvandet på finanskrisen i januar 2009.

Rigtig mange låntagere har op til auktionen valgt at søge mod F1-lån fra F3-lån og især F5-lån.

»Disse låntagere er ikke i første omgang blevet belønnet på renten af at tage en højere renterisiko ind i deres private økonomi. Således er F1-renten den højeste rente på hele flexlånskurven under auktionerne,« siger han.

Ser vi på F3-renten med afdrag endte den på 3,29 pct., mens den tilsvarende F5-rente blev på 3,23 pct., og ser vi helt ud mod F10-renten – altså en 10-årig rentebinding – landede den på 3,43 pct.

Læs også: Advarer om 'generationstyveri' på boligmarkedet

Også hos Totalkredit er renteauktionen nu slut, og der er en markant ekstraregning på vej til boligejerne fra 1. april, hvorfra de nye renter gælder.

Boligejere med F1-lån bliver ramt med det største rentesmæk nogensinde ved en renteauktion i Totalkredit. Deres tidligere rente lød på -0,02 pct. og den nye rente lander på 3,62 pct.

Også boligejere med F3-lån får samme behandling, hvor renten endte på 3,24 pct. fra tidligere -0,33 pct., hvilket er et rentehop på 3,57 procentpoint – også det største nogensinde.

Læs også: 500.000 boligejere står for skud: 'Det er tæt på en falliterklæring'

»Rentestigningen betyder, at ydelse stiger med over 1.000 kr. pr. lånte mio. kr., når der er taget højde for værdien af rentefradraget. Har du et afdragsfrit lån, så stiger ydelsen med det dobbelte. Og det vil langt de fleste kunne mærke i deres privatøkonomi,« lyder det fra Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.

Han forklarer, at det er Den Europæiske Centralbanks aggressive rentestigninger siden juli sidste år, der nu slår ud de markante rentestigninger. Dog giver Nationalbankens beslutning om at hæve renten i sidste uge med 0,15 procentpoint lavere end ECB en renterabat til flere af boligejerne. Samme manøvre lavede Naitonalbanken også i oktober, da kronen er for stærk.

Samlet set er vi altså i Danmark sluppet 0,3 procentpoint billigere, og det kommer F1-lånerne til gavn, forklarer Sune Malthe-Thagaard.

Læs også: Ny udvikling på boligmarkedet: 'Det er dejligt'

Læs også: Dystre prognoser: Prisfaldene på boligmarkedet bliver værre end først antaget