Demants store stigning har sendt aktien op på dens rette niveau.

Det vurderer Jyske Bank.

Demant er steget 44 pct. i år, og det er den aktie i C25, som er steget mest i 2023. Det har bragt aktiens prissætning op på dens historiske gennemsnit ifølge Jyske Bank, og det får banken til at vurdere, at aktien har nået et normalt niveau.

Læs også: Nye resultater fra Lundbeck: 'Det er op ad bakke' – men projektet lever

»Prissætningen begynder således at se fair ud, i takt med at markedet har fået genetableret troen på, at markedsvæksten vil vende tilbage til et mere normaliseret niveau,« skriver Jyske Bank.

Denne vurdering kan også ses i bankens anbefaling på aktien, som lyder på hold. Det betyder, at hvis man har aktien skal man ikke sælge den, men man skal heller ikke købe op.

Som investor skal man derfor ifølge banken afvente lidt og se, hvordan situationen udvikler sig. Der er nemlig stor usikkerhed på kort sigt på grund af den makroøkonomiske situation ifølge Jyske Bank, men det betyder ikke, at bankens udsigter for Demant er udelukkende negative.

Se listen: Disse C25-aktier har klaret sig bedst i år

»Vi forventer, at markedsvæksten holder sig oppe på et fornuftigt niveau, understøttet af en positiv demografisk udvikling og et ophobet behov for høreapparater, hvor der under pandemien blev solgt 3 mio. færre høreapparater end normalt,« skriver Jyske Bank.

Faktisk ser banken meget positivt på selskabet generelt, og det sætter Demant i en god position i forhold til at rage fordel af den demografiske ændring.

»Vi ser Demant som et veldrevet selskab, der står godt positioneret til at drage fordel af et stigende behov for høreapparater, der er understøttet af en stigende andel af ældre og mere socialt aktive seniorer,« skriver Jyske Bank.

Læs også: ISS-boss rykker rundt i toppen

Banken har et kursmål for Demant-aktien på 300 kr. 

Kigger man på den anden store danske høreapparatsaktie GN Store Nord, så er Jyske Banks holdning faktisk mere positiv. Banken har en købsanbefaling for GN med et kursmål på 200 kr.

Ser man på analytikerne, der dækker Demant ifølge Bloomberg, er Jyske Bank ikke de eneste, som ligger med en holdanbefaling på aktien. 

24 analytikere dækker aktien. 10 af dem anbefaler at købe, mens 11 anbefaler at holde. De resterende tre anbefaler at sælge.

Læs også: 'Kærkommen håndsrækning' til Vestas

Læs også: Hård dom til Ørsted: 'Der er ingen kortsigtede løsninger'