Den danske finanssektor er ikke en god langsigtet investering.

Sådan lyder det fra partner og porteføljeforvalter i MW Compounders, Johannes Møller.

Vurderingen faldt i mandagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben. Det sker efter, at ervervsmanden Jens Løgstrup i sidste uge sagde, at man burde have 30 pct. af sin portefølje i danske banker. Læs mere her.

»Jeg ville aldrig nogensinde putte 30 pct. i en så snæver forretningsmodel. Det synes jeg er for høj risiko, og jeg ville bestemt ikke gøre det i danske banker,« siger Johannes Møller.

MW Compounders, som Johannes Møller er en del af, er en dansk investeringsforening, som fokuserer på investeirng i compounder-aktier.

Johannes Møller forklarer, at han ikke ser på den danske finansektor som stedet, hvor man som aktionær kan finde de store afkast på længere sigt.

»Vi er langsigtede investorer, og vi kigger på selskaber, som er på gode langsigtede rejser, og det er der meget få af de danske banker, som er,« siger Johannes Møller.

En af undtagelserne er Ringkjøbing Landbobank, ifølge Johannes Møller. Den aktie havde MW Compounders faktisk også i porteføljen, men den blev sendt ud af porteføljen sidste år, da de vurderede, at aktien var tæt på at nå dens fair value, altså at de ikke så lige så stort potentiale i den som før.

Læs også: Danske Bank-strateg: 'Det er alle øv-tingene, der vil stige'

Læs også: JPMorgans chefstrateg advarer om aktiefald på 20 pct.