En sektor bør fylde tungt i porteføljen sammen med et par danske aktier med højt potentiale.
Sådan lyder det fra investoren og erhvervsmanden Jens Løgstrup i mandagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.
Særligt finanssektoren bør fylde i porteføljen ifølge Jens Løgstrup.
»Den private investor, synes jeg, bør have i hvert fald 30 pct. i forskellige banker,« siger Jens Løgstrup, som selv er investeret i Jyske Bank.
Udover banker bør investorerne have en »klump« Novo-aktier ifølge erhvervsmanden.
Den danske medicinalgigant har haft et forrygende år på aktiemarkedet, hvor selskabet er rykket op blandt de mest værdifulde i verden. En udvikling som især er hjulpet på vej af fedmemidlet Wegovy og diabetesmedicinen Ozempic.
Læs også: Jan risikerer at blive kørt over af storaktionær: 'Jeg er virkelig rystet'
Men der er flere danske selskaber, som Jens Løgstrup ser potentiale i. Han peger på to af porteføljeforvalter Lau Svenssens aktiefavoritter.
»Jeg ligger forholdsvis tungt i Torm og Norden. Jeg tror, at man kan komme ud for, at 2024 bliver særligt godt,« siger Jens Løgstrup.
Han påpeger, at en af de store tankrederier Scorpio ikke regner med, at der kommer nye skibe i 2024, samtidig med efterspørgslen på transport kommer til at stige en smule.
Derfor tror investoren på et godt år for de to danske rederiers indtjening grundet stigende rater. Jens Løgstrup fortæller også, at han er begejstret for Torms udbyttepolitik, hvor en stor del af overskuddet udloddes.
Torm fylder også mere i erhvervsmandens portefølje end Norden, fortæller han.
Læs også: Mener dansk aktie er markant undervurderet: 'Et trist forløb'