Henter kommentarer

Jan risikerer at blive kørt over af storaktionær: 'Jeg er virkelig rystet'


 

Jan Serup kan ende med at blive tvunget til at sælge sine aktier i et selskab, selvom han tror, at aktien er mere værd.

Det drejer sig om Brdr. Hartmann, som der i øjeblikket udspiller sig et større børsdrama i, hvor mindre aktionærer, som Jan Serup risikerer at blive klemt.

Kendskabet til selskabet opstod for omkring to år siden, hvor Jan Serup satte sig ned og kiggede på regnskaberne, og han kunne lide, hvad han så. Derudover anså han aktien som billig og grøn, da æggebakkeproducentens produkter kan bruges som et alternativ til plastik. 

Brdr. Hartmann var i Jan Serups øjne en rigtig god langsigtet investering, og derfor har han også satset stort på aktien.

»For mig er det altså mange penge, som jeg har købt for. Jeg er maler og har begrænsede frie midler. Jeg var så sikker, som man overhovedet kan være, på, at det var en god case. Min mavefornemmelse var super hamrende god,« fortæller Jan Serup til Euroinvestor.

Derfor valgte maleren fra Helsinge at investere i selskabet, og i dag har han 2.500 aktier i Brdr. Hartmann. Det svarer til en værdi på 805.000 ved torsdagens lukkekurs på 322 kr. per aktie.

19. september kom der dog en nyhed frem, som har vendt op og ned på Jan Serups planer for sin investering. 

Storaktionæren Thornico, som er ejet af Stadil-familien, ønsker at tage selskabet væk fra børsen, og har derfor budt de andre aktionærer i selskabet 300 kr. pr. aktie. Et tilbud, som kom bag på Jan Serup.

»Jeg troede, at det var løgn. Jeg tænkte, at det kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg er virkelig virkelig rystet over, at man komme med sådan et bud.«

Jan Serup bor i Helsinge i Nordsjælland og arbejder til dagligt som maler. Vis mere

Buddet faldt på en dag, hvor kursen faktisk lå en krone højere på kurs 301 kr., og siden er kursen steget, så den nu ligger en del højere en Thornicos bud. 

Hvis Stadil-familiens plan lykkedes, vil det betyde et tab for Jan Serup, da han har købte sine aktier til en gennemsnitskurs på 304 kr.

Han tror stadig på, at han har set rigtigt i forhold til selskabet, og derfor ærgrer det ham, at investeringen kan ende med tab.

Thornicos ejerandel i Brdr. Hartmann ligger på lige under 70 pct. De skal bruge 90 pct. til at tvangsindløse resten af aktierne. Det betyder, at hvis nok aktionærer takker »ja« til tilbuddet, kan aktionærer som Jan Serup blive tvunget til at sælge sine aktier til den kurs, som han mener, er for lav.

»Jeg synes, at det her er vildt dårligt for markedet. Det er virkelig problematisk for vores tillid til det her system som investorer. Jeg skulle måske selv have sat mig ind i, at sådan noget her kunne ske, men det føler jeg ikke, man har en chance for. Jeg er virkelig overrasket,« siger Jan Serup.

En af minoritetsaktionærerne er overbevist om, at der er nok stemmer til at afvise Thornicos bud, men intet er sikkert før generalforsamlingen 16. oktober. Læs mere her.

Bestyrelsen i Brdr. Hartmann har endnu ikke reageret på tilbuddet, og det bekymrer Jan Serup.

»Man sidder i bestyrelsen for alle aktionærerne. Hvis de ikke gør noget, så har de kun siddet i bestyrelsen for storaktionæren med de 70 pct. Det er slemt for vores tillid som investorer,« siger Jan Serup.

Maleren fra Helsinge lagde egentlig en klar plan for sin investering, da han for to år siden købte sine første aktier i selskabet. Hvis kursen nåede 500 kr. ville han sælge halvdelen. Men nu er tilliden knækket, og Jan Serup har ændret sit syn på den plan.

»Jeg ville være villig til at sælge mine aktier til en kurs på 400 kr., selvom jeg egentlig synes, at det er for lavt. Jeg vil simpelthen ikke eje noget sammen med dem. Jeg har totalt mistet tilliden til bestyrelsen og storaktionæren,« siger Jan Serup.

Han fortæller også, at denne situation har ændret hans syn på investering fremover.

»Jeg skal åbenbart bruge mere krudt på at kigge på ejerkredsen. Det, synes jeg, er forfærdeligt, for nu er det ikke nok at kunne læse et regnskab og lytte med til generalforsamlingen. Man skal åbenbart også kunne regne ud, hvad ejeren tænker, og det er virkelig ærgerligt.«

Christian Stadil har ikke ønsket at give et interview om sagen, men i en sms til Euroinvestor, har Hummel-rigmanden sendt et svar, som tidligere har været ude i medierne. 

Ifølge Stadil afspejler buddet fra Thornico selskabets værdi, når man kigger på aktiekursens gennemsnit de seneste 24 måneder. Fredag eftermiddag ligger kursen dog på 329 kr., hvilket er en del højere end Stadils tilbud på 300 kr.

Læs også: 

Læs også: Sådan investerer 16-årig – her er hans bedste tips til at komme i gang