Henter kommentarer

Stadil-familiens planer i store problemer


 

Stadil-familiens planer om at afnotere det danske selskab Brødrene Hartmann, der producerer æggebakker, er nu kommet i alvorlige problemer. 

I hvert fald mener minoritetsaktionærerne, at de har samlet stemmer nok til at blokere for afnoteringen. 

Det skriver Børsen

»Vi er meget overbeviste om, at vi minoritetsaktionærer har tilstrækkeligt med aktier til at blokere transaktionen, men indtil stemmerne er afgivet og optalt, så kan man aldrig helt vide. Vi arbejder hårdt for at sikre, at alle stemmer nej, så vi kan samle så stærk en modstand som muligt. Vi er optimistiske,« siger James T. Vanasek, medstifter af investeringsselskabet VN Capital Management, der ejer 1,6 pct. af Brdr. Hartmann gennem en fond i USA til Børsen

B.T. og Euroinvestor samarbejder – derfor findes artiklen også på B.T.

Udover VN Capital har Svenska Handelsbanken samt andre større udenlandske investorer tilkendegivet overfor Børsen, at de agter at stemme imod tilbuddet til den ekstraordinære generalforsamling, der finder sted d. 16 oktober. 

Derudover har Dansk Aktionærforening arbejdet på at organisere mindre private investorer, der tilsammen ville gå imod tilbuddet. 

Hvis 10 pct. af aktionærerne stemmer imod Stadil-familiens selskab Thornicos tilbud på 300 kr. per aktie på generalforsamlingen, kan de blokere for afnoteringen. 

Læs også: Sådan investerer 16-årig – her er hans bedste tips til at komme i gang

Omdrejningspunktet i historien er, at Stadil-familien gennem sit selskab Thornico i sidste uge fremsatte et forslag om at afnotere Brdr. Hartmann fra Nasdaq Copenhagen og i samme ombæring tilbød de at købe de øvrige aktionærer ud for 300 kr. per aktie. 

Det var på daværende tidspunkt lige under den aktuelle værdi på børsen, og derfor var der ingen gevinst for investorerne ved at sælge deres aktier. Derfor har forslaget mødt stor modstand fra en række af minoritetsaktionærerne.

Onsdag d. 16 oktober vil der blive afholdt en ekstraordinær generalforsamling, og hvis 90 pct. af aktionærerne takker ja til tilbuddet, kan Brdr. Hartmann blive afnoteret.