Ambu-aktien stikker af i børsåbningen torsdag.
Aktien stiger med 8 pct.
Det sker efter medicoselskabet onsdag aften har opjusteret deres forventningerne til deres skæve regnskabsår 2023/2024.
De venter nu en organisk omsætningsvækst på10-12 pct. fra tidligere 7-10 pct., mens EBIT-marginen før særlige poster er blevet hævet til 10-12 pct. fra før 8-10 pct.
EBIT-marginen kaldes også for overskudsgraden, og den følges nøje af investorer og analytikere, da nøgletallet er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen i virksomheden, der er tilbage, når selskabet har betalt sine driftsomkostninger.
I samme omgang har Ambu også løftet sløret for en række foreløbige nøgletal for andet kvartal i deres skæve regnskabsår.
I perioden lød deres omsætning på 1,36 mia. kr. Derudover havde de et driftsresultat målt på EBIT før særlige poster på 194 mio. kr. samt en EBIT-margin før særlige poster på 14,2 pct.
Før børsåbningen havde Nordnets investeringsøkonom Per Hansen allerede peget på, at Ambu-aktien kunne stige torsdag ovenpå nyhederne.
Den positive kursreaktion er ifølge ham drevet af størrelsen på opjustering, omsætningsvæksten og »at profitabiliteten følger godt med op og viser den gearingseffekt, der er i selskabet.«
Du kan læse mere om opjusteringen fra Ambu her.
Læs også: Chefstrateg ser mulig kovending: Rentenedsættelser kan være aflyst
Læs også: Nordisk storbank advarer om kursfald: Der skal ikke meget til

