1.188 mia. kr. 

Så mange penge stod der på danskernes bankkonti i april, og det er ny rekord, viser friske tal fra Nationalbanken, hvis statistik går tilbage til 2023.

En del af forklaringen på den nye rekord skyldes ifølge privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, særligt udbetalingen af overskydende skat i den forgangne måned.

»Det er især udbetalingen af overskydende skat for næsten 26 mia. kr., som er med til at sende bankindlånet opad. Derudover er der også en del virksomheder, som udbetaler udbytte i forårsmånederne, og det er også med til at give vinger for bankindlånet,« skriver han i en kommentar.

Derudover har også lønstigninger noget at skulle have sagt, lyder det i en kommentar fra Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

»Høje lønstigninger kombineret med lav inflation betyder, at danskernes privatøkonomi i øjeblikket er inde i en positiv udvikling, men danskerne holder igen med forbruget, og det får opsparingen i banken til at stige til et nyt rekordhøjt niveau.«

Læs også: Rentenedsættelse stort skridt nærmere: Disse boligejere kan mærke det med det samme

Til slut spiller også positive renter i banken en rolle, er vurderingen fra seniorøkonomen.

»Ovenpå kraftige rentestigninger fra ECB og Danmarks Nationalbank får danskerne tilmed igen renteindtægter for at have penge i banken. Der var ellers en periode, hvor der blev betalt negative renter på opsparingen i banken,« skriver han.

Stigningen i bankindlånet betyder, at hver voksne dansker i gennemsnit har 246.000 kr. stående på kontoen. 

Kan man ikke genkende det billede, skal man ikke blive bekymret.

»Her skal man dog huske på, at er meget ulige fordelt, og mange har måtte tære på opsparingen i en dyrere tid. Så kan alle ikke helt genkende det beløb fra netbanken, så giver det god mening. Selvom de mange milliarder er ulige fordelt, så har de som helhed fungeret som en vigtig buffer i en tid med høj inflation og højere renter,« lyder det fra Brian Friis Helmer.

Læs også: Disse boligejere står til rentefald: Kan spare op mod 12.000 kroner

Læs også: Sådan kan du score 600.000 kr. med særlig finte