Det danske forsikringsselskab Topdanmark skyder i vejret mandag morgen.
Aktien eksploderer op med 21 pct. lige efter børsåbning.
Det sker efter, at den finske forsikringkæmpe Sampo har afgivet et købstilbud på det danske selskab.
Tilbuddet går ud på, at aktionærerne vil modtage 1,25 nye A-aktier i Sampo for hver aktie i Topdanmark, hvilket svarer til en værdi på 366,38 kr. pr. Topdanmark-aktie.
I forbindelse med tilbuddet værdiansættes Topdanmark til 33 mia. kr., og af meddelelsen fremgår det, at bestyrelsen bakker op om tilbuddet.
Sampo er i forvejen storaktionær i det danske forsikringsselskab, og den finske koncern har før luret på at opkøbe selskabet, har blandt andet Finanswatch tidligere skrevet.
Desuden vil Sampo ansøge om en sekundær notering på børsen i København. Hvis handlen godkendes af aktionærerne og de relevante myndigheder, forventes handlen lukket i september 2024, fremgår det af meddelelsen.
Sampo er en finsk forsikringskoncern, der består af If Skadeforsikring, britiske Hastings og danske Topdanmark, som koncernen netop har aflagt købstilbud på.
Sampo-koncernen beskæftiger mere end 13.000, og selskabets aktie er noteret på børsen i Helsinki og Stockholm.
Hvis du vil vide endnu mere om Sampo, så har vi her på Euroinvestor samlet 5 fakta om selskabet her.
Læs også: 5 fakta om den nye Topdanmark-ejer
Læs også: Vigtig dag for C25-selskab: Det vil forvalter holde øje med



