For blot to uger siden var verdens børser blodrøde.
En frygt for recession i verdens største økonomi, USA, var nemlig blusset op efter offentliggørelsen af nye tal for beskæftigelsen i USA, hvilket resulterede i massivt udsalg på børserne.
Men selvom aktierne fik massive tæsk, er det tabte efterhånden – kun 10 handelsdage efter – ved at være hentet hjem igen.
Således er det vigtige S&P 500-indeks, der endte dagen i et minus på 3 pct., steget 7 pct. siden da målt i dollar, viser tal fra Bloomberg.
Og hvis man ser på, hvordan indekset har klaret sig siden årsskiftet, er det nu oppe med 16,4 pct. mod 12,9 pct. inden det globale aktieudsalg for alvor blev udløst mandag den 5 august.
S&P 500-indekset omfatter 500 store amerikanske virksomheder, og derfor giver det et godt fingerpeg om temperaturen på markederne.
Mange investorer bruger indekset som deres benchmark - altså en standard til at sammenligne afkast - når de skal vurdere, hvor godt deres portefølje har klaret sig.
Hos Sydbank hæfter man sig også ved, at det store indeks nu kun er omkring 2 pct. fra at nå den seneste rekord, der blev sat i juli.
Desuden steg S&P 500-indekset 3,9 pct. alene i sidste uge – det er den største ugentlige stigning for indekset siden november 2023.
Også det teknologitunge Nasdaq-indeks er steget mærkbart siden aktiefaldet. Her lyder fremgangen siden den seneste kursbund den 5. august på 8,8 pct.
Kigger vi på vores egen hjemmebane, har der også været fremgang at spore siden den dramatiske første mandag i august, hvor C25-indekset endte dagen i et fald på 3,5. Siden da lyder stigningen på 5,4 pct.
Læs også: Friværdierne boomer: I disse kommuner sætter boligpriserne ny rekord
