Et stort pres udefra har fået et ikonisk amerikansk selskab til at ændre kurs.

Det drejer sig om den verdensberømte motorcykelproducent Harley-Davidson, som nu trækker i land med flere af selskabets progressive politikker omhandlende diversitet, lighed og inklusion efter pres fra konservative stemmer. Det skriver CNN.

Ifølge mediet er det især presset fra den konservative aktivist Robby Starbuck, som har en historik med at kritiserer selskabers progressive tiltag, der har fået Harley-Davidson til at skifte retning.

»Vi er kede af negativiteten på de sociale medier over de seneste uger, som er beregnet til at splitte Harley-Davidson fællesskabet,« skriver selskabet på X.

Harley-Davidson oplyser derudover, at de ikke længere har diversitetskrav til selskabets leverandører, samt at man ikke har kvoter for, hvem der skal ansættes.

Selskabet oplyser yderligere, at man overvejer at droppe flere af dets sponsorater af LGBTQ+-miljøets pride-festivaler.

»Vi forbliver engageret i at lytte til alle medlemmer af vores fællesskab,« skriver selskabet i en meddelelse ifølge CNN.

Harley-Davidson-aktien har indtil videre ikke imponeret i 2024, hvor kursen ligger på samme niveau, som den startede året på.

Læs også: Novo-konkurrent: Fedmemiddel mindsker diabetes-risiko med op mod 94 pct.

Læs også: Wall Street-veteran fremhæver to mulige vinderaktier: Det bør du gøre nu