Andreas Steno: Centralbanker går indkøbsamok

Alle de store centralbanker planlægger at hive finansielle aktiver ned af hylderne i nyt rekordtempo for at imødegå de skader, Corona-recessionen vil forårsage. Men er der andre købere i markedet end centralbankerne, så længe Vesten er underlagt omfangsrige karantæner?
Centralbankerne er nu trådt til i stor stil, som et resultat af den kommende Corona-recession. Alle de større vestlige økonomier kan nu ikke undgå at blive ramt af en recession, heller ikke selvom vi skulle få positivt virus-nyt i de kommende uger.
Både Bank of England, ECB og Federal Reserve vil købe obligationer af markedet i hidtil uset tempo. F.eks. har Federal Reserve meldt ud, at den vil købe for 75 milliarder dollar obligationer hver dag i denne uge, mod f.eks. 60 milliarder dollar om måneden indtil videre i år.
I dette tempo vil Federal Reserve øge sin beholdning af obligationer med 15-20 procent om ugen. Uhørte tal i et historisk perspektiv.
Graf: Historisk forøgelse af Federal Reserves aktivbeholdning er på tapetet
Logikken fra centralbankerne synes at være, at så meget som muligt skal holdes oven vande, så længe den politisk bestemte nedlukning af økonomierne i Vesten pågår.
Kæmpemæssige finansielle hjælpepakker fra de respektive landes regeringer skal finansieres, kreditlinjer til virksomheder ramt af krisen samt likviditeten i husholdningerne skal understøttes, fordi mange vil blive ramt af arbejdsløshed.
Graf: Den kommende stigning i amerikansk arbejdsløshed formentlig uden historisk fortilfælde
De tidligst udgivne tal fra USA tyder allerede på, at flere er blevet fyret eller midlertidigt hjemsendt de seneste syv døgn, end det var tilfældet under hele den finansielle krise til sammen. Det amerikanske centralbanksmedlem James Bullard har fremhævet risikoen for en arbejdsløshed på 30 procent i USA i 2. kvartal.
Det er uden historiske fortilfælde i statistikken, hvilket vidner om de tragiske konsekvenser af Corona-krisen, også på den økonomiske front. Som den tidligere EU-kommisionsformand Romano Prodi engang sagde; »Der vil komme en krise og den vil give os nye instrumenter«, og denne krise blive da formentlig heller ingen undtagelse, hvad angår nyopfundne instrumenter. Det amerikanske senat forhandler i disse timer om at åbne for såkaldte helikopterpenge, hvor alle mennesker (undtagen de allerrigeste) får overført et beløb på f.eks. 1000 dollar om måneden til kontoen, indtil krisen er overstået.
Hvis finanskrisen gav os instrumentet kvantitative opkøb fra centralbankerne, kommer Corona-krisen formentlig til at give os instrumentet helikopterpenge eller borgerløn.
Stærkt købssignal
Selvom centralbankerne har åbnet sluserne for historisk kraft, er det fortsat vanskeligt at finde de helt gode årsager til at tro på, at finansmarkederne rebounder, så længe de fleste vestlige økonomier er under lock-down.
Uanset hvor mange penge, der smides ud i økonomien, vil det ikke for alvor kunne stimulere et forbrug, så længe folk er sat i karantæne. Det kan kun hjælpe med at holde kriseramte husholdninger og virksomheder oven vande, imens nedlukningen er en realitet.
Det, vi skal holde øje med, er signaler, som kan afsløre, hvordan og hvornår de vidtrækkende karantænetiltag vil kunne hæves igen. Bortset fra Donald Trump er der vel reelt ingen regeringsledere, som endnu offentligt har kommenteret på, hvad der skal til, før karantænereglerne kan blive ophævet igen.
Skulle vi få større klarhed over den situation, vil det vise sig at være et kæmpe købssignal i aktiemarkederne, men der er vi altså ikke endnu.
Graf: Får Italien lignende effekt af en lockdown som Sydkorea, bør vi have set toppen af smitte-accelerationen
For at slutte på en positiv note, lader det omsider til, at Italiens smitteinddæmningstiltag har fået positiv effekt. Udviklingen ser dog mindre positiv ud i Spanien, Holland og Frankrig for at nævne nogle eksempler.
Smitteinddæmning er nøglen, førend økonomierne langsomt kan genåbnes. I Nordea følger vi derfor dette tal nøje, og du kan følge vores daglige Corona-opdatering via linket her.
Læs også: Jeppe Juul Borre: Der går Corona-virus i boligmarkedet
Læs også: Pilen peger på bear-marked


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner