Henter kommentarer

Danske Bank: Dårlige tal er godt nyt


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Vi er i en fase, hvor dårlige data er gode data. Der er de seneste dage kommet en stribe dårlige nøgletal fra USA, hvorefter aktiemarkedet har kvitteret med stigninger. 

BNP-væksten i 2. kvartal blev nedjusteret betydeligt, forbrugertilliden faldt overraskende meget og der er færre nye jobs. Når investorerne kvitterer med at sende aktiemarkedet op, så skyldes det, at dårlige tal er godt nyt. 

Læs også: Bank løfter anbefaling af C25-selskab efter opjustering

Vi er nemlig i en fase, hvor svækkelse af økonomien og arbejdsmarkedet kan betyde, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, stopper med at hæve renten.

Investorerne vurderer nu, at sandsynligheden for at Fed hæver renten yderligere er kommet under 50 pct. Hver gang nøgletallene skuffer, så stiger sandsynligheden for, at Fed ikke hæver renten yderligere. 

Samtidig spekuleres der også i, at en yderligere svækkelse af økonomien kan få Fed til at sænke renten næste sommer. Dårlige tal giver håb om at rentenedsættelserne kommer lidt hurtigere. 

Stigende renter er modvind for aktiemarkedet, så udsigten til at Fed forhåbentlig er færdige med at hæve renten er virkelig godt nyt.

Læs også: Ørsted-aktien i nedsmeltning: Topchef kalder situationen alvorlig

Fasen hvor dårlige tal er godt nyt kan fortsætte et stykke tid endnu. Men det er klart, at hvis nøgletallene bliver dårligere og dårligere, så kommer der et tidspunkt, hvor bekymringen skifter fra risikoen for renteforhøjelser til risikoen for recession. 

Der er vi dog ikke endnu. Der er stadig godt tempo i den amerikanske økonomi og arbejdsmarkedet.

I morgen kommer den amerikanske jobrapport. Det er ugens suverænt vigtigste nøgletal. Her vil reaktionen sandsynligvis også være, at en dårlig jobrapport er en god nyhed

Læs også: Maj Bank: Tilpas din risiko ved at rebalancere din portefølje

Konsensusforventningen er, at der blev skabt 170.000 jobs i sidste måned. Viser det sig, at der blev skabt færre jobs, så er det endnu et argument for at Fed ikke skal hæve renten på deres september-møde, og derfor vil det kunne få markedsrenterne til at falde og aktierne til at stige. 

Vi skal især holde øje med lønvæksten. Den er høj og er ikke faldet nævneværdigt de seneste fire måneder. Den skal også ned, hvis centralbankchef Powell skal undlade at hæve renten og samtidig kunne sove godt om natten.

Vi forventer, at Fed er færdige med at hæve renten og at den amerikanske økonomi lægger an til en blød landing. Derfor ser vi også gode muligheder for, at aktiemarkedet skal stige de kommende måneder.

Læs også: Maj Bank: Risikospredning er altafgørende for din portefølje

Læs også: Finanshus skruer op for kursmålet i dansk folkeaktie - anbefaler 'køb'