Henter kommentarer

eToro: Hvad sker der med privatinvestorers favorit Tesla?


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Efter et hårdt 2022 oplevede Tesla-aktionærerne noget af et comeback i 2023, hvor aktien blev fordoblet fra omkring 125 dollars til 250 dollars.

 Aktien blev en del af de 7 mega-cap tech-aktier under navnet 'Magnificent Seven', der nærmest alene drev S&P500 i 2023. Men siden årsskiftet er Tesla-aktien vendt rundt og er blevet sendt ned med hele 30 pct. 

Det er værd at bemærke, at denne underperformance er mere end bare Tesla.

Læs også: Danske aktier går enegang - eksperter peger på mulige årsager

I 2024 er hele elbilindustrien kommet i modvind. Denne modvind kommer, efter at flere producenter af elbiler har rapporteret om lavere efterspørgsel end forventet. 

Da bilen er det næststørste køb, de fleste mennesker nogensinde vil foretage, er det ikke underligt, at mange holder sig tilbage i det nuværende miljø med stadig høje renter og usikkerhed om, hvor økonomien er på vej hen. 

Men det er kun en midlertidig opbremsning, for i det lange løb skal salget af nye privatbiler være tæt på 100 pct. elektriske. 

Mange lande vil formentligt gøre det svært at eje andet end en elbil. En lidt lavere efterspørgsel nu vil kun øge efterspørgslen på længere sigt, hvor bilparken skal udskiftes før eller siden. 

Læs også: Tesla-aktien er faldet tungt i år: Sådan ser to danske forvaltere på aktien

Svagere efterspørgsel i det nuværende miljø kan forklare noget af Teslas underperformance, men prisfastsættelsen forklarer mere. 

Prisfastsættelsen er blevet mere rimelig efter aktiens fald, så der nu er et bedre forhold mellem aktiekursen og den underliggende indtjening. I dag koster aktien ca. 170 dollars, mens Tesla forventes at levere en indtjening på 11 mia. dollars i 2024, hvilket svarer til lidt over 3 dollars per aktie. 

Det er en Price/Earnings-multipel på omkring 55x. Det er stadig højt sammenlignet med de traditionelle elbilproducenter, som typisk handles til 5-10x, men det er betydeligt mere attraktivt end de heftige 70x i starten af året. 

Derudover har Tesla mistet lidt af den kultstatus, de har haft siden 2020. Tesla var i slutningen af 2023 stadig den mest ejede aktie på eToro globalt, men den møder stigende konkurrence fra fokus på AI-aktier.

 Mens Tesla-aktien længe har været opfattet som den mest futuristiske, største og mest imponerende elbilproducent i verden, er der kommet små revner i denne fortælling. 

Læs også: Scorer 10974 C25-aktier

I hvert fald viste den kinesiske konkurrent BYD, at de nu sælger flere biler, med 526.000 i fjerde kvartal sidste år, sammenlignet med Teslas 485.000. Alligevel er Teslas markedsværdi i øjeblikket hele 7 gange højere end BYDs. 

Det har fået nogle investorer til at spekulere på, om Tesla er den eneste vinder i elbilkapløbet. Det, der stadig gør Tesla interessant, er potentialet til at øge indtjeningen i de kommende år. 

Estimater fra analytikere, der følger Tesla-aktien tæt, viser, at omsætningen i 2023 på 97 mia. dollars kan mere end fordobles til omkring 200 mia. dollars i 2028. 

Det kan betyde en tredobling af indtjeningen fra de nuværende ca. 11 mia. dollars til over 30 mia. dollars. 

Disse estimater er dog behæftet med stor usikkerhed, men de illustrerer alligevel potentialet. Fra eToro’s Retail Investor Beat-undersøgelse fra efteråret sidste år ved vi, at vedvarende energi, herunder elbiler, er danskernes foretrukne langsigtede investeringstema. 

For investorer med tålmodighed og en langsigtet tilgang kan der være store muligheder i elbilsektoren. 

Men den konstante udvikling af denne stadig uetablerede sektor gør den også svær at navigere, og vi vil se både store vindere og store tabere blandt selskaberne. 

Som investorer skal vi derfor passe på ikke at overeksponere os mod enkelte selskaber, men kan i stedet med fordel have en bred eksponering.

Læs også: Stor opgørelse: Voldsomme prisfald på flere af danskernes favoritvarer

Læs også: Amerikansk selskab 'fik kniven' - kastet ud i stort fald