Investeringsøkonom: Derfor giver dollarens svækkelse Trump hovedpine

For globale investorer har det ikke kun været en udfordring, at ‘hele verdens amerikanske teknologigiganter’ og 72 procent af aktieporteføljen er faldet. Oveni kommer svækkelsen af dollaren (USD) og spørgsmålet er, om den kontrollerede svækkelse er ude af kontrol?
Selvom de amerikanske aktier er faldet, fylder de stadig langt den største del af en global portefølje med mere end 70 procent per medio april.
I hovedsagen er du som global og risikospredende investor stadig utrolig koncentreret i USA og i de 10 største selskaber.
Det er dog ikke hele fortællingen om, hvad det vil sige at sprede sin risiko ud over hele jordkloden. Med 71 procent af porteføljen i USA følger ikke kun din direkte aktierisiko, men også den indirekte i form af afkast i medvind og nu modvind til USD.
Læs også: Snart lander vigtigt regnskab fra amerikansk techkæmpe: Saxo-strateg udpeger afgørende punkt
2024 og 2025 er som nat og dag for investorerne. I 2024 fik investorerne i såvel pose som i sæk. De amerikanske aktier steg mest, og i tillæg fik du som dansk investor yderligere nogle procenter oveni takket være den stigende USD.
Det er anderledes nu. USD er faldet langt mere i 2025, end den steg i 2024, og globale aktieafkast nærmer sig desværre meget store minusser drevet af aktienedtur og USD-fald.
Donald Trump vil ændre den globale samfundsorden. Han mener, at det faktum, at USD er verdens eneste reelle reservevaluta, skader USA.
Han vil gerne svække USD på den gode måde. Lavere renter, som skal stimulere den amerikanske aktivitet, skal gøre det lettere og billigere at refinansiere det amerikanske overforbrug og give globale virksomheder et alibi til at investere mere i produktionsapparat i USA. Indtil videre har han fået det, som han gerne vil.
Læs også: Forvalter ser et genfødt Europa
Men er svækkelsen af USD drevet af de ‘rigtige’ årsager? USD er massivt svækket, og så kunne man tænke, at alt er godt i den henseende. Spørgsmålet er, om årsagen til svækkelsen er forhold, som Donald Trump ønsker og kan kontrollere, eller om den kontrollerede svækkelse af USD er ved at komme ud af kontrol af årsager, som ikke er så gode?
På den ene side kan en del af USD faldet formentlig forklares ved forventninger om en økonomisk afmatning, risiko for en recession, og at Federal Reserve mere eller mindre frivilligt gør klar til at understøtte økonomien med lavere renter.
Det kan dog også tænkes, at USD faldet er drevet af enten udenlandske investorers frygt for en yderligere USD-svækkelse, et udsalg af amerikanske statsobligationer eller frygt for at der spekulativt vil blive sat en lavine af salgsordrer afsted, når høj statsgæld og løbende budgetunderskud skaber frygt for refinansieringsrisikoen.
Svækkelsen kan også slet og ret skyldes, at USD har været købekraftsmæssigt overvurderet i en længere periode, og at den uligevægt er på vej til at blive balanceret?
Læs også: Aktiestrateg: Derfor vinder Novo Nordisk fedmekapløbet på den lange bane
For amerikanske forbrugere kan USD svækkelsen være en ikke bare dårlig, men en virkelig dårlig nyhed.
Eksportører er ikke kun udfordret med hensyn til de toldsatser, som kommer, men skal også håndtere en USD-svækkelse oveni, som alt andet lige enten giver en lavere indtjening eller skal kompenseres gennem stigende priser til forbrugerne. Det øger usikkerheden.
Hvis toldsatserne bliver store, og USD-svækkelsen viser sig varig eller tiltager, bliver det dyrt for forbrugerne, og inflationen tiltager dramatisk.
Samtidig forhindrer det Federal Reserve i at handle og nedsætte renterne. Medmindre altså Donald Trump umyndiggør Jerome Powell og selv sætter renterne ned.
Denne kommentar er skrevet af Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her:
Læs også: Penge på vej til 1,3 mio. danskere


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner