Jens Nærvig Pedersen: Rentekurvekontrol vil enten være galt eller genialt

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har taget samtlige instrumenter fra Finanskrisen i brug - og flere til - for at undgå, at økonomien falder i en dyb recession.

Det ser ud til at virke. Nu gælder det om at forsikre husholdninger og virksomheder om, at der ikke sker nogen opstramning af pengepolitikken, før økonomien er på ret køl igen. Lykkes det, forventer jeg, at dollarens nedtur vil fortsætte ind i efteråret.

Speederen har været trykket i bund. I løbet af tre måneder har Federal Reserve leveret samme forøgelse i pengemængden, som tog tre år efter Finanskrisen, og renten blev uden tøven sat ned til 0 pct., da krisen ramte. Efter en massiv pengepolitisk lempelse kan tvivlen melde sig, om man nu har lempet for meget.

Det kan være nærliggende at flytte foden til bremsen. Set i bakspejlet fik tvivlen lov at herske efter Finanskrisen. Den løbende spekulation i tilbagerulning af kvantitative lempelser og renteforhøjelser trak den økonomisk genopretning i langdrag.

Løsningen kan være rentekurvekontrol. Formanden for Federal Reserve, Jerome Powell, luftede kort ideen på det seneste møde i juni. I praksis kunne Federal Reserve vælge at forpligte sig til at købe 3-årige statsobligationer til en rente, der ikke er højere end 0,25 pct. Derved signalerer man, at det er spild af tid at bekymre sig om renteforhøjelser de kommende tre år.

Rentekurvekontrol vil enten være galt eller genialt. Hvis man kigger på de sparsomme historiske erfaringer med denne type politik, så er det ikke umiddelbart oplagt, hvor man ender. De fleste vil nok intuitivt forvente, at en politik, der sikrer lav rente i en årrække vil have en positiv effekt på forbrug og investeringer. En politik, der ikke formår at skabe vækst og inflation, vil derimod fastholde en lav rente i lang tid.

Det er lige præcis her, at skoen trykker. Japan har siden 2016 forsøgt sig med en variant af denne politik, og her er man havnet i den sidstnævnte ligevægt. Obligationsrenterne ligger stabilt tæt på 0 pct, men der er ikke skyggen af inflation.

Det var derimod en anden historie, da USA førte rentekurvekontrol i efterkrigstiden. Her blev Federal Reserve beordret af finansministeriet til at holde obligationsrenterne unaturligt lave for at sikre lav rente på den voksende statsgæld. Det endte med meget høj inflation.

Rentemarkedet forventer nulrente de næste fire år. Der er altså ikke nogen grund til at rode sig ud i rentekurvekontrol alligevel. I sidste ende gælder det nu for Federal Reserve om at holde kursen, indtil arbejdsløsheden er faldet igen, og inflationen har bidt sig fast på de 2 pct. - de to pengepolitiske målsætninger.

Det tyder på, at man vil nøjes med at love lempelig pengepolitik, indtil man har leveret på de to målsætninger. Hvis husholdninger og virksomheder stoler på, at man holder det, vil det øge deres lyst til at forbruge og investere. Det vil så endelig fremskynde genopretningen.

Vedvarende lav rente kan altså kickstarte økonomien, eller være et resultat af vedvarende lav vækst og inflation. For dollaren er det ikke afgørende om renten forbliver lav. Det afgørende er, hvad der sker med inflationen.

Højere inflation og lavere valutakurs går hånd i hånd. Siden maj er dollaren faldet i takt med, at råvarepriser og inflationsforventningerne har gjort comeback. Jeg forventer, at denne udvikling vil fortsætte nogle måneder endnu og sende dollaren under 6,50 kr for første gang siden starten af 2019.

Læs også: Morten Springborg: Her går prisbevidste investorer glip af gode aktier

Læs også: Aktiestrateg: 'Det er en fuldstændig overset kvalitetsaktie'