Henter kommentarer

Lau Svenssen: Absurde forsyningsproblemer i overflodssamfundet – en advarsel


 

Paradoksproblemer i kølvandet på Corona med nedlukninger fulgt af genoplukning er ved at blive stadig mere synlige. Der er stribevis af problemer med vareknaphed og leveringstid, hvilket fører til prisstigninger. Alle vil jo gerne have fat i de nødvendige eller ønskede ting for at udføre de opgaver (fx byggeri), som man er i færd med. Ellers går det hele i stå. Verdens bilfabrikker påregner i 2020 at fremstille 7 pct. færre personbiler end efterspørgslen kan bære. Dermed siges det også, at branchen skubber en pukkel af forventede ordrer foran sig. Det vil betyde høj aktivitet i 2022, hvor der gradvis forventes at blive leveret flere af de nødvendige mangelvarer, fx Semiconductors.

Leverandørerne har opdaget købernes iver og skruer derfor op for priserne. Inflationen er ved at skyde i vejret, og det kan efterfølgende presse renten opad Det vil true boligpriserne og byggeboom’et. Centralbankerne søger fortsat at blokere økonomiens naturlige mekanisme med selvstabilisering via renten, idet de opkøber obligationer. De retter ”bare” ind i forhold til regeringerne, som ønsker økonomisk stimulering. Alle grupper, der larmer op og masser på for at få positiv særbehandling, støttes. Hvem betaler mon gildet?

Konflikt om ansvaret lurer under overfladen

Det rejser en række alvorlige spørgsmål om de vestlige samfunds evne til at fungere, eller muligvis skal spørgsmålet omformuleres: de vestlige markedsøkonomiers evne til at klare at blive dirigeret drastisk rundt af Corona-paniske politikere, der ikke har nogen forståelse af virkeligheden. Det er her fadæsen ligger, men det antaster The Establishment og hele vores sløve samfundsstruktur: det er udtryk for voldsomme tømmermænd efter Corona-panikken, hvor regeringerne på rad og række overreagerede i rådvildhed.

På et dybere plan er det en konflikt mellem en snæver gruppe af ledende akademikere (Systemet) og borgerne. Vi er blevet hundset rundt med og har båret et enormt tab (netto) under Corona. Brutto er regnestykket mere indviklet, da støtteordninger har afbødet tabet i tiden med stop – for mange men langt fra alle. Fordelingen af hjælpeordningerne har nemlig på ingen måde været ligelig. I Danmark har det med bureaukratisk snilde begunstiget en kreds af interessegrupper tæt på Aftaleøkonomiens kerne.

Da regningen jo skal betales af hele befolkningen - og reelt kommer pengene fra skaffedyrene i den private sektor – er den i virkeligheden helt gal. Til gavn for den samfundsmæssige stabilitet er der heldigvis tale om så uklare foranstaltninger, at de færreste kan begribe konsekvenserne af Corona-hjælpeforanstaltningerne. Vi er i 2020 blevet ramt af et enormt indkomsttab, og det er kun højere priser på boliger og aktier, som holder humøret oppe. Men det er papirgevinster, altså ”tomme kalorier”. Tabet i trivsel under isolationsfasen er formentlig endnu større end det økonomiske tab, da Danmark har en offentligt organiseret serviceøkonomi med mange hjemsendte.

Der har været tale om Mismanagement, og konsekvenserne udstilles nu. Der er noget rasende galt, når (et på papiret) rigt samfund mangler varer! Så er det næppe helt så velhavende, som man bilder befolkningen ind. Er russiske tilstande på vej?

Problemerne afvises af magthaverne som værende deres ansvar. Det er bare praktiske problemer her og der. Indtil der bliver ryddet op og roret lægges om i samfundet, vil udviklingen dog fortsætte sin skæve gang. Den næste krise bliver værre, regn med det. Virksomhederne skal nok løse deres udfordringer med vareflow’et. Det kan tage 6-12 måneder, vil jeg mene, og priserne falder ikke ned igen til det gamle niveau. Den fugl er fløjet.

Vestlandene står derimod over for en stor opgave og udfordring med selvransagelse: Corona gik skævt og nedlukningerne var så omfattende og hovedløse, at det har vist sig at være selvskadeligt.

Nu står man så med en anden stor affære, hvor et politisk dirigeret projekt trods enorme omkostninger også gik fuldstændigt galt: Felttoget i Afghanistan igennem 20 år er endt i kollaps. Her må USA påtage sig hovedansvaret. EU må derimod forberede sig på muligheden for en massiv strøm af flygtninge, som kan trække strandede flygtninge (Tyrkiet mv.) med sig. En regulær folkevandring ind i EU er en trussel. Der vil blive fri passage igennem lande blot de ulykkelige mennesker lover at rykke videre til det næste land.

Hvem har ansvaret: et indspist politisk system af partier med Same-Same linje uden evne til at udvikle en ny form for realisme, som passer til udfordringerne. Man flyder bare passivt med. Demokratiet som styreform er brudt sammen – af ælde, pamperi og juridisk bureaukrati.

Læs også: Lau Svenssen: Analyse i fem punkter af aktiemarkedet

Genstart med vareknaphed i et overflodssamfund er en advarsel

Vareknaphed er praktisk og håndfast. Det giver en række konkrete følgevirkninger: uventet store problemer med at opnå det output som ønskes (normen er ofte kun at ramme 2019-niveauet), der er kamp om knappe ressourcer i forsyningskæden med transport som det mest klare eksempel (højere priser på fragt gavner selskaber som Maersk og DSV), og priserne stiger kraftigt på stadig flere komponenter. Det betyder udsigt til spredning videre ud, så det vil omfatte det meste af input-sortimentet i økonomien. Råmaterialer er allerede rykket flere spring mod Nord i pris, og det vil forplante sig igennem varekæden i løbet af 3-9 måneder. I 2022 er der udsigt til høj aktivitet med at dække de ordrer, som ikke kan klares i år. Det vil betyde fortsat stramme forhold i varekæden fra råmaterialer via halvfabrikata og komponenter til færdigvaren. Der kommer næppe nogen pause næste år – med mindre der indtræffer en form for økonomiske katastrofeopbremsning og en krise.

Siden Murens fald i 1989 åbnede for eksport fra lavprislande i Østeuropa og Kina med Vietnam som et senere supplement har der været kamp om salget fra udbydernes side. Det var Købers marked med hård konkurrence på prisen. Fordelene tilfaldt Vestlandene, som til gengæld måtte acceptere udflytning af massevis af arbejdspladser og underskud på samhandelen pga. stigende import. USA fulgte i sporene af UK omkring afindustrialisering, og ud over Asien fik Mexico gavn af tilflytning af produktion fra den store nabo mod nord. Det førte dog også til lange transportafstande. IT-systemer hjalp til at styre vareflow’et mere effektivt, og det gav mulighed for små lagre. Den følsomme struktur har nu vist sig fra sin negative side efter Corona-genåbningen. Der er for lange og komplicerede varekæder, som er svære at sætte fart i, hvis man har brug for det.

EU har haft mindre omfang for udflytning af arbejdspladser. En forklaring har været adgangen til det nærtliggende Østeuropa, hvor talrige nye produktionsanlæg er blevet opført i lande med en udmærket standard for kvalitet og teknisk arbejdsudførelse. Samtidig er der tilstrømning af lønmodtagere i Vesteuropa fra Øst, og det har reduceret virksomhedernes ønske om udflytning. Især Tyskland har formået at begå sig behændigt på det punkt.

Inflationen er kommet for at blive – tallene i EU undervurderer problemet

Fremdriften i økonomien (momentum) er stærk, og det gælder i særdeleshed byggeriet. Måske burde man indføre stop for byggetilladelser, da renten jo ikke ønskes sluppet fri som bremse?

Pengemængden er allerede til stede ude i samfundet, og bankerne vil hellere end gerne formidle kredsløbet, hvis den ene har for meget og den anden for lidt. Et tilbagefald i priserne er ikke realistisk angående fysiske varer. Der er udsigt til overførsel til 2022 af en række ordrer, som ikke har kunnet klares i år pga. mangel på komponenter og kapacitet på fabrikkerne. Som tiden skrider frem vil der blive mere ro og orden i driften og problemer med flaskehalse vil blive løst. Men det betyder næppe udsigt til en ny situation med Købers marked for reale goder. Glem det.

Inflationen i USA er rykket kraftigt op, mens EU kan fremlægge en begrænset stigning. Det skyldes til dels, at USA har en mere direkte og rå økonomi med hurtigere gennemslag. I Europa er der imidlertid også påvirkning fra statistiske metoder som af sig selv giver et fortegnet billede med lavere takt end virkeligheden. Det gælder for EU-regulerede fødevarer og den store boligpost, som ikke følger huspriser og renteforhold men lovregulerede lejeforhold – så vidt vides end ikke leje på nye boliger hos private udlejere. Statistik er den højeste form for løgn, men det er vi borgere ude i samfundet ligeglade med. Vi ser på virkeligheden, hvor priserne kravler opad så det kan mærkes.

Reallønnen udhules dermed, og lønpres opad bliver den næste udfordring.

Konklusion

Vareknapheden skal afhjælpes hurtigt uden at det udløser markante prisforhøjelser. Det kan holde folk i skak (de forbliver passive). Hvis problemerne for alvor bliver synlige og mærkbare, vil balladen derimod straks bryde ud. Den samfundsmæssige stabilitet kan hurtigt blive truet – med 1½ års forsinkelse fra den første runde af frygt for vareknaphed og kamp om at komme først ind i Bilka, da vi blev sendt hjem og Danmark lukkede ned i marts 2020.

Prisstigninger er derimod kommet for at blive. Der kommer ikke et ryk baglæns igen. Tværtimod kan der komme mere skub opad i EU, som er bagefter både omkring de prisstigningernes gennemslag og angående erkendelsen af den faktiske situation.

Konsekvensen vil blive højere rente – men hvornår? Efter min mening bør man gardere sig ved at optage lån til fast rente og afvikle Flex-lån. Hellere betale mere for selve rentedelen og sikre sig et billigt lån 30 år frem end betale en højere marginal til realkreditselskabet og have renterisikoen opad.

Tingene er ved at flytte på sig. For priserne - og snart også renterne - peger pilen opad.

Læs også: Lau Svenssen: Ydre faktorer på aktiemarkedet frem mod nytår

Hør også: Penge er noget, vi taler om: Noa Redington begik alle begynderfejl og tjente kassen