Nu er der for alvor kommet gang i en strukturrationalisering af den danske bankbranche med opkøb og fusioner.
Det ligner starten på en forandring nedefra og opad. Små banker har svært ved at klare sig under presset fra EU’s uendelige strøm af stadig strammere regler for regulering, kontrol og kapitalmæssig styrke. Hvor langt opad, den frivillige bølge af sammenlægninger vil brede sig, er svær at bedømme. De store banker med SIFI-status forholder sig nemlig passivt og afventende.
Danske Bank er paralyseret af fortidens bjerg af fortrædeligheder. Nordea har skiftet ud i ledelsen, og storaktionæren Sampo reducerer sit engagement. Banken vil satse på organisk vækst i Danmark. Nykredit sidder i baghånd. Jyske Bank har svært ved at finde frem til en vej, der fører opad. Kort sagt er der reelt tale om reel nedlæggelse af en række lokale banker/sparekasser. Udviklingen drives frem af frustration over mangel på sunde forretningsmuligheder, nul renteforhold og et tungt reguleringsmæssigt pres. Jura og pedanteri er ved at kvæle bankerne – først smadres de små, så rammer det de store. Det er et resultat af vores samfundsform, som er nået ind i en selvdestruktiv fase. Et opgør med den senbureaukratiske epokes lovvanvid er desværre ikke på vej.
Småt er ellers godt, men den regel smadres inden for bankvæsen af et komplet uhåndterbart juridisk bureaukrati. EU-regler driver en udvikling, som har mistet jordforbindelsen. Rentemæssigt er der samtidig fremkommet et så lavt niveau, at penge næsten er blevet gratis. Hvad skal man så med en bank? I gamle dage frem mod år 2000 indtog banker en central rolle i samfundsøkonomien. Filialer lå på stribe på hovedgaden. Sådan er det ikke længere.
Ved Finanskrisens start i efteråret 2008 blev argumentet om bankernes afgørende betydning i samfundsøkonomien brugt for at opnå hjælp. Højfinansens selvalvorlige direktører mødte op hos regeringen, da hele sektoren skulle reddes fra at synke sammen. I huj og hast vedtog Folketinget at udstede en ubegrænset statslig garanti. Så vidt jeg husker, var der 13 medlemmer til stede og fuld enighed, men der var næppe nogen blandt de 175 folkevalgte, som forstod, hvad der egentlig foregik. Corona-tiltagene ligner det. Frygt fremmer forrykte forslag.
De store banker overlevede, og der fremkom en individuel oprydning en for en blandt de svagest funderede (og ofte mest vækstivrige) banker. Det satte derimod ikke skub i en frivillig strukturel tilpasning med sammenlægninger. De store banker ønskede ikke at udvide men at få greb om deres egen virksomhed, som havde vist sig at være placeret i et langt farligere marked, end de anede.
Bankbranchen slap pænt igennem de hårde år – med mindst mulige forandringer. Det krævede dog hele 5 Bankpakker med statshjælp og ændring på ændring. Der kom også en hale af fælles udgifter til dækning af ordninger for tab ved nedlukninger. Strukturen i finansverdenen ændrede sig derimod ikke ret meget, men banker blev på ny udskammet. Danskerne havde helt glemt Landmandsbankens spektakulære krak i 1922. Dengang mistede befolkningen tilliden til bankernes blankpolerede facader, men hver generation skal jo begå sine egne fejl.
You never hang a banker
En anden regel, som man også har glemt er afsnittets overskrift: man får aldrig retsforfulgt en bankmand. Der bør tilføjes: uanset hvor mange og indviklede love, der er udstedt. Man slår i en dyne, som udgøres af selve strukturen med banker. En systemfejl. Midt i en krise råbes der på hævn, da et nedbrud jo må være udtryk for misbrug og lovovertrædelser, ellers bærer Systemet jo fejlen, og så kan det være galt fat alle vegne. Et sammenbrud opfattes fra starten som kriminelt (eller burde være det). Med banknedsmeltning er der nærmest tale om udslag efter et forudgående forløb med kollektivt vanvid (høje aktivpriser og overbelåning), når banker går ned på stribe uden specifik årsag. Hvem har så ansvar for at have været lige så overmodig som alle andre?
Som borgere i et moderne samfund er vi alle mere eller mindre afhængige af at have adgang til en bank som platform for finansiel servicering (NEM-konto er blevet til et nyt krav her i landet), og det samme gælder for låneformidling (realkredit) via en bank. Hvem vil angribe sin egen bank? Ingen, med mindre man har tabt en formue på deres aktier – og så er banken vel blæst bort allerede.
Narkomaner angiver (så vidt vides) heller ikke deres pushere til politiet. Det er udtryk for symbiose, og penge lugter ikke. Samtidig er bankvæsen en kunstig opfindelse med karakter af semioffentlig virksomhed i kraft af lovbaseret godkendelse og regulering inklusive kontrol. Autoriserede pengehuse.
En banks egentlige privilegium er retten til at markedsføre sig udadtil som modtager af indlån. Det plejer at være en god forretning. Resten af varesortimentet udspringer heri, men er udsat for kommercielle begrænsninger pga. konkurrence. Eneretten har ikke så stor værdi. Dygtighed er den afgørende succesparameter for en bank (tænk på Ringkjøbing Landbobank) inden for service.
Problemet i disse år er, at nul-rente forhold har fjernet fordelen ved at modtage billige indlån. Konsekvensen følger helt naturlig: så er det svært at tjene en høj rentemarginal ved at låne pengene ud igen.
Læs også: Efter 10 år: Nu kommer der nye ejendomsvurderinger
Hvad lever en dansk bank af i dag?
I Danmark er banker blevet til en form for IT-serviceplatforme med netbanker (NEM konti, SKATindberetning og SKAT-opkrævning af PAL, aktiesparekonti og udbytter), som betjener SKAT og Udbetaling Danmark i deres aktivitet rettet mod bankernes kunder (borgerne). Nationalbankens rolle glider mere og mere i baggrunden. Den er ved at blive symbolsk i form af logo på pengesedler.
Disse opgaver udføres kvit og frit for Staten, så det danske forsørgelsessamfund kan opretholdes. Faktisk burde bankerne kræve betaling for deres service, men Danmark er jo en aftaleøkonomi, hvor man giver og tager i et konfliktminimerende samspil mellem organisationer, som styres af en snæver herskende elite.
Bankernes afgørende produkttilbud i dag er formidling af realkreditlån, restboligfinansiering (skorstenslån), pensionsopsparing, aktivforvaltning (her er investeringsforeninger vigtige) og børshandel (aktier). Det er non-bank longtail aktiviteter. Regulære indlån/udlån som bank har bekymrende lavt omfang – og indtjening. De negative indlånsrenter viser bare problemet.
I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for bankerne i OMX CPH Banks GI-indekset. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
Bunkebryllup blandt bænkevarmerne
På børsen har bankaktier i årevis haft en elendig kursudvikling. Kurs/indre værdiforholdet har været presset langt ned under 1,0. Med andre ord mente investorerne, at en bank end ikke var sin egenkapital værd. Budskabet lød dermed: riv den dog ned ved at sælge udlånene og kundebestanden til en konkurrent, hvis der ellers kan findes en sådan køber.
Nu opgiver de lokale bankkonger på stribe deres selvstændighed, hvis der kan indgås en fornuftig aftale om at lade sig overtage eller fusionere ind i en større bank. Da de to store banker (Danske Bank og Nordea) er kolde, er det et spil mellem mere jævnbyrdige aktører. Opgaven består i at finde frem til en holdbar og rentabel struktur under hensyn til de gældende vilkår med dårlig indtjeningsevne og stadig stigende EU-krav til alt muligt plus behov for mere risikovillig kapital (NEP-krav mv.). En urentabel branche, som reguleres ihjel, er håbløs. Luk og sluk indtil der er så få tilbage i erhvervet, at der atter kan tjenes penge i forhold til risikoen.
Lokalbankernes ledelse har generelt opført sig som om, de havde et indirekte rygstød fra de store bankers side. Hvis der opstod problemer, kunne man bare fusionere sig ud af klemmen. Andre lokale banker blev opfattet mere som kolleger end konkurrenter. Samarbejdet mellem dem om IT, investeringsforeninger og realkredit afspejler den kollegiale indstilling. Da toget kørte helt uden om dem, endte de dog med at sidde tilbage som bænkevarmere – og det er ikke sjovt.
Men tiden ændrer sig, og nu er der indledt en runde med omfattende rationalisering af strukturen. Frivilligt. Enten skal man opgive og lade sig købe op til en så høj pris som muligt. Den anden mulighed er at prøve selv at sætte sig i førersædet og erobre nogle af de tidligere kollegers virksomheder. Spis eller bliv spist – men på en venlig dansk måde.
Sammenlægninger regionalt ligner næsten en kommunalreform. Fordelen tilfalder som regel den part, som lader sig købe. Aktiemæssigt er det rent gætværk, hvis man vil prøve at lege med i dette spil.
Læs også: Markedet for containerfragt er glohedt
Vil de store banker blande sig i udviklingen?
Den interessante udvikling i relation til aktierne på børsmarkedet drejer sig om to forhold: hvordan og hvornår vil de større banker (Nykredit, Jyske Bank, Ringkjøbing Landbobank, Arbejdernes Landsbank, Spar Nord, Sydbank) for alvor blande sig aktivt i stedet for at holde sig i baggrunden?
Indirekte spiller aktiekurserne en rolle, og her er det mærkværdigvis lykkedes for Sydbank at få genrejst sin hårdt nedpressede børskurs. Dermed har man fået fred for presset fra aktionærerne om forbedringer i forretningen, men det er jo ingen trylleformular, som løser selve opgaven. Man har fået en pause. Jeg kan stadig ikke indse rationalet i overtagelsen af Alm. Brand Bank, som har udgjort Sydbank’s initiativ i den danske bankoprydning.
Spar Nord er også klar til at udvide men et opkøb skal give mening i form af pæn størrelse og udsigt til en økonomisk gevinst på langt sigt. Alternativet er at manøvrere Spar Nord ind i et tæt forhold til Nykredit.
Jyske Bank er blevet mere realkredit end bank efter overtagelsen af BRFkredit. Så længe, renten er lav, og boligmarkedet blomstrer, har banken det godt. Men en vej mod større mål og fremgang er svær af finde. Desuden skal der snart udnævnes en ny topchef til at afløse Anders Dam (65 år). Store beslutninger bør træffes af den kommende topchef, som skal gennemføre disse planer. Men en ny CEO kan have svært ved at starte med beslutning om en spektakulær forandring. Oplægget tyder derfor på Vent-og-se fra Jyske Bank’s side – medmindre Anders Dam vil tage 3-4 år mere.
Jyske Bank er halv så stor som Nykredit, men de to selskaber henvender sig til den samme gruppe af kunder og kolleger/konkurrenter/samarbejdspartnere. Derfor foregår der et skyggespil, så vidt jeg kan bedømme forholdene.
Nordea må formodes at indlede en offensiv for at opnå et løft via markant organisk vækst. Danske Bank er derimod malet op i et hjørne, men det kan åbne muligheder for den aktør, som tør indgå i en ny relation til landets største bank. Når Danske Bank på et eller andet tidspunkt slipper ud af sin selvskabte fælde, vil der for alvor komme en ny dagsorden i den danske/nordiske bankverden.
PS. Udviklingen for bankaktier kan dog blive bestemt fra en helt anden vinkel, hvis der snart indtræffer en markant ændring af renteniveauet i opadgående retning. Renteforholdene i Euroland og USA er ikke en men to Jokere.
Lau Svenssen ejer aktier i Nordea, Jyske Bank og Fynske Bank
Læs også: Storbanker roser to danske grønne aktiedarlings
Læs også: Lau Svenssen: Forsikringsfeber for 50 milliarder kroner
NYHEDER
Stor dansk aktie stiger kraftigt
