Coronaen har netto gjort os alle fattigere, men der er som tidligere beskrevet gevaldig forskel på det økonomiske facit for folk med kapitalgevinster og folk, som ikke har fået del i festen ved de stærkt stigende priser på aktiver (aktier og fast ejendom).
Fænomenet kan betegnes Asset Price Inflation, og den har fået en tand til. Det er baseret på rygvind fra en massiv pengestrøm. Det skyldes supervenlig pengepolitik i årevis med 0-renteforhold. Det har groft sagt gavnet de rige i forhold til de fattige. Man skulle forstå spillet og turde tage chancen - forudsat man var kreditværdig.
Hertil kommer så i 2020 et ekstra skub fra en del af Corona-hjælpe-milliarderne (i hvert fald en positiv effekt fra den massive forøgelse af likviditeten pga. forlængede indbetalingsfrister). De egentlige og relativt små Corona-støttebeløb er formentlig landet på et tørt sted hos erhvervsdrivende med behov for hjælp. De nye tal for de danske statsfinansers faktiske udvikling i 2020 viser imidlertid et forbløffende lavt omfang af kompensation til firmaer på kun 30 mia. kroner.
Lovændringen med markant indskrænkning af statens forpligtelse til at yde kompensation i tilfælde af beordrede indgreb i normal forretningsdrift fremkom lige før den faktiske Corona nedlukning. Sammen med det dysfunktionelle moderne danske bureaukrati har det sparet skatteyderne for en meget stor regning – som derfor i stedet må betales ”ude i samfundet” af folk og firmaer, som i fredstid får lov til at passe deres arbejde til gavn for det store fællesskab. I lyst og nød???
Nedlukningen er problemet - ikke Corona
Tabet skyldes den planøkonomiske kommandostyring med de påtvungne nedlukninger. Tabet er særdeles stort men skævt fordelt på mere end en måde. De statsforsørgede borgere (med eller uden krav til arbejdsindsats) har opretholdt deres indkomst – og fået nye frihedsgrader til at optimere udnyttelsen af tiden for de beskæftigedes vedkommende. Om denne fleksibilitet så er blevet udnyttet, afhænger af den enkelte. Flertallet i Danmark lever af at klippe (via skat) det ydende mindretal, så der er skam folkelig opbakning! Per definition. Den socialdemokratiske aftalemodel med omfordeling har skabt en selvbærende konstruktion, som ikke vælter af sig selv. Den kan dog løbe tør for penge. Det er en svævende ring. Hurra for demokratiet.
Sektoren med personlig service er blevet ramt hårdt i lighed med underholdning, horesta-brancherne og rejselivet. Fremstillingserhverv og landbruget har klaret sig pænt og fået lov til fortsat at skrabe eksportindtægter hjem til gavn for os alle. Byggeri og anlæg oplever overophedning, og her kan man for alvor se konsekvensen af 0-renterne. Den næste økonomiske krise er ved at blive opført i form af dyrt, overflødigt byggeri. En del af disse boliger er heldigvis placeret med god beliggenhed, men generelt er det ikke flot arkitektur, som kan fremhæves fra byggeboomet. Nøgletallet for byggebranchen er nemlig etagemeter per kvadratmeter grund.
Coronaen blev heldigvis ikke til en dødbringende epidemi ude af kontrol og dermed tab af utallige leveår. Økonomisk kommer skadevirkningen i stedet fra nedlukningen, altså modtrækket som har trukket sygdomsbølgens hærgen i langdrag. Håbet knytter sig derfor alene til, at vaccinerne vil vise sig at fungere som ønsket og give høj sikkerhed for dækning i minimum 6 måneder. Reelt er kravet dog mindst 12 måneder for at vaccination giver mening. Det er et eksperiment med ukendt effekt.
Regningerne fra Corona-tiltag er hverken kendt fuldt ud eller betalt. Minkavlens stop vil koste Danmark et permanent indtægtstab i årene fremover. Indtil videre er konklusionen, at vi som samfund har formået at holde til mere end et års nedlukning uden oprør. Vi glemmer, gemmer og udskyder alle de negative konsekvenser og ubetalte regninger. En række mennesker er blevet ramt hårdt i netop deres erhverv, men det gælder ikke for flertallet af borgere, som lever trygt uden at være i berøring med virkeligheden. Her til lands ”stoler man på og lever af systemet”, og det giver stabilitet. Danskere siges at være kendetegnet af to ting adfærdsmæssigt: vi er tillidsfulde og hjælpeløse.
Læs også: Sydbank: Danske aktier rummer større potentiale end europæiske
Det indirekte tab af liv (reduceret livsindhold = levende døde) er vanvittigt stort
Det indirekte tab i form af mistet adgang til livsudfoldelse er enormt. Perspektivet er genåbning i september, og dermed vil Corona-dvalen have varet i 1½ år, altså 18 måneder. Belastningen for os alle i form af nedsat livskvalitet, udfoldelsesmuligheder og social omgang med andre mennesker er vanskelig at vurdere. Jeg gætter på en nedgang på 15-20 pct. som norm for tab af livskvalitet i Corona-tiden. Levealderen i Danmark ligger på ca. 81 år (972 måneder). Et tab på 20 pct. i en periode på 18 måneder betyder, at hver eneste dansker har mistet 3,6 måneders normal tilværelse.
Et generelt tab af livsværdi på 3,6 måneder svarer til at vi har mistet 3,7 promille af et helt liv. Danmarks befolkning er på 5,8 mio. Tabet på 3,7 promille svarer dermed til 21.500 tabte liv – men det er vel at mærke opgjort for spædbørn, der ville miste hele deres påregnede liv (81 år). Udregnet som antal leveår svarer det til, at 1,7 mio. leveår er gået tabt (5,8 mio. X 3,6/12).
Gennemsnitsalderen ved de faktiske Corona-dødsfald (med og ikke nødvendigvis forårsaget heraf) har været over 80 år. Forventet restlevetid for en 80-årig dansker er pæn med ca. 9 år. Der er dog en stor skævhed til fordel for kvinder. Det samme gælder faktisk også for Corona-dødsfaldene.
Hvis en voldsom bølge af Corona havde fået lov at udfolde sig, må man altså ud fra de kendte informationer vurdere tabet som 9 leveår og ikke 81 år. Opgaven går ud på at vurdere balancen i skadevirkning ved en generel nedlukning, som udført, i forhold til de mulige dødsfald.
Nedlukningens vurderet faktiske konsekvens kan således opgøres som svarende til et antal dødsfald opgjort som 80-årige personer på 189.000 mennesker (1.700.000/9). Der findes 272.000 danskere med en alder over 80 år. Sættes målepunktet ved 70 år kommer antallet op på 837.000.
Det faktiske antal dødsfald med Corona ligger på 2.520. Omfanget af den indirekte skadepåvirkning er altså langt, langt større. Hvis man anser belastningen for det halve (10 %), ville tallet være 94.500 80-årige. Man har skudt gråspurve med kanoner.
Vi danskerne er godtroende borgere og har accepteret en ekstrem belastning ved at lege gemme inde i vores små isolerede sociale bobler i op mod 1½ år under Corona-forløbet. For fredens (og naboskabets) skyld retter vi os stort set efter selv de mest teoretiske formaninger.
Regnestykket kan forekomme mærkværdigt, men pointen burde ikke desto mindre stå tindrende klart. Nedlukningen har været en ”statsdirigeret solidaritetshandling”, der er fuldstændig ude af proportion i forhold til den opnåede positive livsforlængende virkning. Her ses der endog bort fra et centralt punkt omkring den faktiske Corona-dødeligheds sammenhæng med forud eksisterende alvorlige sygdomsforhold, som angiveligt har gjort sig gældende ved 80 pct af alle dødsfald.
Sagen er, at Magteliten koblede hjernen fra ved Corona-krisens udbrud. De var chokerede og ikke i besiddelse af fornøden dømmekraft. Døden er en naturlig del af livet, men den sandhed synes ikke at være anerkendt i nutidens elitestyrede behandlersamfund. Cost-Benefit vurderinger kan ikke have været foretaget.
Denne evaluering af Corona-indsatsen er ikke udtryk for bagklogskabens klare lys, men om manglende dømmekraft i situationen og frygt for kritik kombineret med tidens svøbe af samme art, emotivisme. Politikere drives af følelser og flygtig sympati i stedet for fornuft og forstand. Prisen betaler vi alle, idet regningen for de utallige fadæser og skandaler havner hos os borgere.
Festen efter tiden som deltidszombie starter snart - men nye farer lurer
Nu er spærretiden snart overstået. Vi skal være rigtige mennesker igen og ikke længere deltidszombier. Det burde blive en sand fest, men magtelitens folk er ikke kendetegnet ved livsglæde men af en selvalvorlig attitude. Genåbningen orkestreres derfor langsomt i et tydeligt påtaget ansvarligt tempo for at understrege den alvorlige situation – uagtet det var dem selv som indirekte folkevalgt regime, der besluttede at placere os i denne kattepine. De tør kun trinvis at tillade en normalisering af livet igen.
Festen starter, når tågen letter. Den største fare er, at vi muligvis ”ude i samfundet” allerede har taget alt for meget og fejlagtigt forskud på Corona-eftertidens forventede glæder i form af et boom i priserne på formueværdier som aktier og fast ejendom. Her kan især aktiemarkedet komme i klemme med sin sorgløshed og All Time High-rekorder for kursniveauet.
Dermed risikerer vi, at økonomien kan snuble i at frembringe det ønskede opsving - just som stopbommen går op. Det ligner næsten situationen i Østberlin på aftenen for Murens fald.
Risikoen er, at vi i de vestlige samfund kan blive ramt af et fænomen, som i søfarten kendes under betegnelsen ”medløbende sø”. Et mindre fartøj kan i hård storm blive indhentet og ramt bagfra af havets bølger så det kuldsejler.
Læs også: Se listen: 50 logistik- og transportaktier med potentiale
