Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har travlt med at sende den ene usandhed efter den anden i den ophedede debat om negative renter på indlån. Af mange årsager er det trist, når en ansvarlig minister afsporer den offentlige samtale. Så lad os genstarte den. Dansk økonomis hellige gral trænger til et serviceeftersyn.
Er fastkurspolitikken fyrre, fed og færdig? For nu at starte der, hvor jeg selv står, er jeg noget så sjældent som en medieperson med en stor mikrofon, der er i tvivl.
Men jeg synes, at tiden er inde til, at vi får en grundig debat om, hvorvidt det fortsat tjener Danmark, at vi binder os til euroen og dermed har forpagtet en selvstændig dansk pengepolitik i Frankfurt.
Den aktuelle årsag er negative renter.
Helt aktuel er den dog ikke. Siden 2012 har vi med et ganske kort afbræk haft negative renter på indskudsbeviser i Nationalbanken. Disse renter er vores pengepolitiske styringsrenter. Det er herfra, at renten på korte realkredit- og statsobligationer har sit anker.
Vi har negative renter, fordi vi politisk for næsten 40 år siden besluttede os for at binde kronen til vesttyske D-mark og siden til euroen.
Der er ikke andre årsager til de negative renter i Danmark.
Skulle et socialdemokratisk medlem fra regeringens top forsøge at bilde dig andet ind, så tro ham ikke. Når manden nu selv tydeligvis er på dybt vand, så vil jeg for en sjælden gangs skyld tage bladet fra munden:
Danmark har en skandaløs, manipulerende og dybt populistisk erhvervsminister, der tilsidesætter helt banale økonomiske sammenhænge i sin iver for at tække vælgerbasen. Det er nemmere at forklare folk med negative renter på indlån, at bankerne er onde og grådige, end at vi som nation har besluttet os for at følge Den Europæiske Centralbank (ECB) i tykt og tyndt.
I det finansielle system er penge en råvare, der prissættes på verdensmarkedet og dirigeres af hvert valutaområdes centralbank. Prisen på euro sættes af ECB. Prisen på dollar sættes af Federal Reserves og så fremdeles.
Når prisen på råolie tager et hop op, så sætter tankstationen i Høje Taastrup prisen på en liter benzin op. Det samme gør tankstationen i Vejle. I enhver lille flække i det ganske land sker det samme. Men ingen kunne drømme om at mistænke dem for at styre prisen på verdensmarkedet for olie. De har ikke talt sammen. Der er ingen karteller. De reagerer ensartet på den samme prisændring, netop fordi der er tale om fuldkommen konkurrence. Det er egentlig en smuk demonstration af frie markedskræfter – selvom jeg da som bilist kan blive personligt fortørnet over det.
Læs også: Dansk storinvestor: Aktieinfluencere manipulerer markeder
Økonomer fremstilles ofte som et folkefærd, der er uenige om det ene og det andet. Der er imidlertid nogle evigtgyldige spilleregler, som ingen betvivler. Et eksempel er frihandel. Frihandel er godt – uanset hvor i verden man studerer økonomi.
Det samme gælder for den »umulige treenighed« inden for pengepolitik. Et land kan kun vælge to ud af tre følgende: frie kapitalbevægelser, fast valutakurs eller selvstændig pengepolitik. Princippet er formuleret af økonomerne Robert Mundell og John Fleming i starten af 1960erne. Robert Mundell fik siden Nobelprisen i økonomi og betragtes som en af euroens faddere.
I Danmark har vi valgt fastkurs og de frie kapitalbevægelser over grænserne.
Med et trylleslag kunne vi fjerne negative renter, hvis vi lod kronen flyde og i stedet styrede pengepolitikken efter et inflationsmål. Der er selvsagt ingen garantier for, at en uafhængig dansk centralbank ikke vil gå i negativ, men al snak om indgreb på boligmarkedet og negative renter ville nu engang være nationalbankdirektør Lars Rohdes hovedpine og ikke Christiansborgs alene. Derfor fører Lars Rohde også en mere open mouth-politik end mange af sine kolleger. Han kan ikke andet, for så længe kronen er stabil, er han bundet på hænder og fødder.
Fordele og ulemper ved at forlade EMSen og den faste valutakurs er mange, og spørgsmålet er kompliceret.
Men for bare få år siden var det nærmest tabubelagt overhovedet at diskutere, om vi skulle lade kronen flyde. Det er synd.
For pengepolitisk interesserede er Norden et rent slaraffenland at studere. Ud af de fire store nordiske økonomier findes tre valutakursregimer: Danmark har fastkurs over for euroen. Finland er fuldgyldigt euromedlem. Norge og Sverige har flydende valutakurser, og centralbankerne sætter selv renterne, som de finder bedst – givet økonomierne. De fire lande er på alle andre parametre sammenlignelige – o.k., nordmændene er måske lidt specielle, som I ved. Men man kan ikke med rimelighed konkludere noget håndfast i hverken den ene eller den anden retning i forhold til valget af valuta.
I Tyskland har der også længe været en ophidset debat om negative renter. Men her synes debatten mere at kredse sig om Tyskland versus ECB, der i sagens natur også indretter sig efter et økonomisk område mod syd, der er væsentligt anderledes stillet end Tyskland, Danmark og Holland.
Ofte bliver der slået på tromme for, at danske eksportvirksomheder har enorm gavn af fastkurspolitikken. Alligevel er det især eksporten til USA, der har trukket overskuddet på de løbende poster mod nye højder i de seneste mange år.
Skulle kronen flyde nu, ville den stige og dermed øge købekraften for os danskere som forbrugere. Ikke blot når vi rejser. Kigger vi os omkring, står der ikke »Made in Denmark« på mange forbrugsvarer ud over mad og drikke.
Omvendt har fastkurspolitikken gjort os til et troværdigt land for udenlandske investorer, der har søgt de AAA-vurderede danske realkreditlån, blandt andet fordi prisen for at afdække valutakursrisikoen er skarp.
Og måske bedst af alt af fastkurspolitikken sikret en ualmindelig lang periode med ansvarlig finanspolitik siden Poul Schlüter sammen med Venstres Henning Christophersen bandt kronen til D-marken i 1982.
Man siger, at sandheden kommer for en dag. Når Simon Kollerup ikke længere har held med at afspore en vigtig økonomisk debat om skadevirkningerne af negative renter, var det måske værd at se nærmere på den egentlige årsag. Lad os give fastkurspolitikken et serviceeftersyn.
Læs også: Lau Svenssen: Rentefestens kapitalgevinster findes på boligmarkedet
Læs også: Lau Svenssens grundlovstale 2021
