Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.
Det danske biotekselskab Gubra er skudt i vejret i 2024 og er pludselig på radaren hos mange privatinvestorer. Siden børsnoteringen på Nasdaq Copenhagen til kurs 110 kr. i marts 2023 er aktien steget med +350 pct.
Gubra har fokus på tidligt stadie lægemiddeludvikling med en forretning, der bygger på to ben:
1) Forsknings- og udviklingsydelser for andre medicinalselskaber, som har lægemidler under udvikling. De udfører kontraktforskning for nogle af verdens største medicinalselskaber. Denne del af forretningen har en relativt stabil voksende og mere forudsigelig indtjening.
2) Det andet ben er egen R&D-pipeline med fokus på opdagelse og tidlig udvikling af peptide-baserede lægemidler. Med fire lægemidler til vægttab under udvikling er det især denne del af forretningen, der har fanget mange investorers interesse. Omsætningen og indtjeningen i denne del af forretningen er langt mere ustabil, da den afhænger af vellykket forskning og udvikling af individuelle lægemidler.
Det er fedmehypen, der i høj grad har drevet den vilde kursudvikling. Investorerne er på udkig efter den næste vægttabsvinder efter at have set den store kurssucces med Novo Nordisks Wegovy og Eli Lillys Zepbound.
Med et globalt vægttabsmarked, som Goldman Sachs vurderer, kan nå op på vanvittige 900 mia. kr. i 2030, er investorerne klar til at satse på den næste fedme-blockbuster på trods af de høje risici.
Gubra har tre lægemidler til vægttab i klinisk fase-1 og yderligere fem i opdagelsesfasen. Men der er absolut ingen garanti for, at lægemidler i så tidlige stadier når frem til apotekernes hylder, og det kan tage rigtigt mange år.
Med Gubras partnerskabsmodel behøver investorerne ikke nødvendigvis at vente så mange år. Deres samarbejde med partnere betyder, at de modtager milepælsbetalinger, efterhånden som udviklingen af lægemidlet skrider frem, mens partneren derimod har retten til at videreudvikle og kommercialisere lægemidlet.
Gubra oplyser, at de to mest fremskredne lægemidler til vægttab i samarbejde med tyske Boehringer Ingelheim potentielt kan udløse milepælsbetalinger på op til 1,8 mia. kr. hver. Det er betydeligt for et selskab med en omsætning i 2023 på 205 mio. kr. og en markedsværdi på ca. 8,5 mia. kr.
Selvom Gubras forretningsben, forsknings- og udviklingsydelser for andre medicinalselskaber, giver en vis stabilitet i indtjeningen, vil selskabets indtjening i høj grad afhænge af fremskridt i egen R&D-portefølje.
Det gør også aktiekursen yderst følsom over for positive og negative forskningsdata. For eksempel steg aktiekursen med op mod 40 pct. på få dage i juli efter offentliggørelsen af lanceringen af et fase-1 studiet for et lovende vægttabsmiddel.
Nogle investorer kan være interesserede i at blive eksponeret mod den langsigtede megatrend for vægttab, mens de samtidig kan se igennem den kortsigtede volatilitet.
Det er dog vigtigt, at privatinvestorer er opmærksomme på de risici, der er forbundet med at investere i selskaber, hvor en stor del af deres værdi er knyttet til potentialet i R&D-pipelinen.
Læs også: Stor spænding i markedet: Nøgletal bliver »afgørende for finansmarkederne«
Læs også: Finanshus ser kæmpe potentiale i dansk folkeaktie - så meget tror de, at den kan stige


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner