Henter kommentarer

Morten Springborg: Investeringsimplikationerne af Fit for 55


 

I juli offentliggjorde EU-Kommissionen sit længe ventede Fit for 55-program, der skal bevirke, at EU når målsætningen om at reducere CO2-emissionen med 55 pct. i 2030 i forhold til 1990. Som med al kompliceret lovgivning ligger djævlen i detaljen – og i den politiske forhandlingsproces, som nu begynder. Da der er ekstremt meget på spil, må man regne med hestehandler og rævekager, og derfor ligger intet fast endnu, men i det følgende vil jeg kort kommentere på nogle af punkterne i Fit for 55, der på sigt vil få investeringsimplikationer. Konklusionen er, at selskaber, der leverer energieffektivitet, vedvarende energiløsninger og producenter af ren elektricitet står til at blive vinderne, mens forurenende sektorer og selskaber, der ikke investerer kraftigt for at reducere CO2 udledningerne, vil opleve større og større modvind fra stigende CO2 priser og investorpres.

Stigende CO2 priser

ETS’en, Europas handelssystem for CO2-kvoter, udvides til også at omfatte den maritime sektor fra 2023. Samtidig forøges reduktionsfaktoren af cirkulerende kvoter for at være foreneligt med 55 pct. reduktion i forhold til det tidligere mål om 40 pct. CO2 reduktion i 2030. Yderligere oprettes en ny ETS for bygninger og landtransport fra 2026. Indtil i dag har kun virksomheder været en del af CO2 mekanismen. Med en ETS for bygninger og landtransport bliver CO2 beskatningen meget synligere for den enkelte forbruger, mere om det nedenfor. Der vil være specifikke årlige krav over for de enkelte medlemslande om renovering og forbedret energieffektivitet i bygningsmassen. Der må derfor formodes at opstå et boom i renovering og modernisering af boliger i Europa i løbet af 2020’erne.

Det har længe været min vurdering, at man skulle forvente store stigninger i CO2-prisen i Europa. Denne overbevisning er kun yderligere skærpet af de yderligere tiltag, som vil resultere i endnu større underskud af kvoter og derfor endnu højere priser på længere sigt. EU-Kommissionen vurderer, at CO2-prisen i 2030 vil være mellem EUR 50- 85 i forhold til ca. EUR 53 i dag. Jeg tror, at prisen uden politisk indgriben vil stige meget mere. Og politikerne er (efter de gule vestes sociale oprør i Frankrig) klar over, at CO2-prisen er en regressiv skat, der rammer fattigere befolkningsgrupper hårdt. Det er beregnet, at med oprettelsen af en ETS for bygninger vil omkostningen ved boligopvarmning stige med 17-19 pct. og inklusionen af landtransport vil medføre en stigning i priserne for benzin/diesel på omkring 10 pct. ved en CO2-pris på EUR 55. Kommissionen foreslår derfor oprettelsen af en social fond, der på bedste bureaukratiske vis skal forsøge at mindske den sociale slagside ved EU’s klimapolitik. Lad os bare sige, at jeg er skeptisk over for, om dette kan lade sig gøre. Jeg ser omvendt, at den sociale slagside af klimaagendaen på længere sigt risikerer at underminere den politiske opbakning til projektet. Det kommer til at koste den almindelige forbruger mange penge, at vi som samfund accelererer processen mod den CO2 fri økonomi, men det er endnu ikke en del af den politiske diskussion. Det vil Fit for 55 ændre.

Luftfarten i (endnu mere) modvind

Luftfartsindustrien kan se frem til 20-25 pct. højere brændstofpriser (grundet øgede krav om anvendelse af meget dyr e-fuels/biofuels, samt øget kvotebetaling), og afhængigt af det enkelte selskabs flåde af fly – nye eller ældre – vil det kunne reducere selskabernes indtjening med 5-10 pct. Da ingen flyselskaber har overskudsgrader på 10 pct., er dette en alvorlig udfordring for sektoren. EU-Kommissionen mener, at selskaberne vil bede kunderne betale, men dette kan man stille sig skeptisk over for i lyset af branchens manglende ”pricing power”.

Det er vores vurdering, at e-fuels/biofuels ikke er løsningen, der dekarboniserer luftfarten, da der simpelthen ikke vil kunne produceres nok biobrændsler eller grøn brint til at dække efterspørgslen fra luftfarten. Derimod er det frivillige carbon-marked den oplagte løsning for luftfarten, som nok er den sektor, der sværest dekarboniseres. Så længe dette ikke er erkendt af hverken det politiske system, regulerende myndigheder eller investorer er det svært at være positiv i forhold til den langsigtede indtjeningsudvikling for sektoren.

CO2 import skat

EU-Kommissionen foreslår som ventet en beskatning af CO2 i importerede varer, kaldet Carbon Border Adjustment Mecanism (CBAM). I første omgang kun for produkter med højt CO2-indhold som stål, cement, gødning, el og aluminium. Det er principielt et helt rigtigt forslag, som sigter efter at beskytte europæiske producenter over for importerede varer, der ikke har betalt for CO2’en, der er udledt i forbindelse med produktionen. Implementeringen af sådan et forslag vil være virkelig kompliceret, og det skal blive ”spændende” at se, om forslaget vil blive accepteret af Kina, USA og mange andre lande, herunder Rusland og Tyrkiet, der må formodes at blive ramt hårdest i første fase.

Såfremt CBAM bliver en realitet, vil det betyde markante skift i globale markedsandele inden for forurenende industrier. Og CBAM er EU’s løftestang for at presse andre lande til også at implementere meget højere priser på CO2.

Vind, sol og brint

EU-Kommissionen foreslår, at andelen af vedvarende energikilder udbygges fra tidligere 32 pct. i 2030 til 40 pct. I 2019 var den installerede kapacitet af sol og vind i EU 268 GW med et tidligere mål om 665 GW i 2030. Dette øges nu med 150 GW til 810 GW i 2030. Vind og særligt sol vil se meget kraftig vækst over de kommende ti år. Fit for 55 indeholder ikke meget nyt i forhold til brint, men det fremføres, at brint er en vital del af dekarboniseringen af EU specielt inden for tung transport som den maritime, og der skal gives støtte til opførsel af brint-stationer på hovedvejnettet i EU. Man skyder spørgsmålet om blå brint (produceret fra naturgas med opsamling af CO2) til hjørne. Man fornemmer tydeligt en blodig kamp mellem fløjen, der mener, at al energi skal være vedvarende, og at kun grøn brint (produceret fra sol og vind) skal være en del af energisystemet, og den fløj, der mener, at dette er urealistisk.

Min holdning er, at en energitransition uden øget andel af gas og opsamling af CO2, herunder til produktion af blå brint, ikke er realistisk, da vi som samfund simpelthen ikke er i stand til at producere nok vedvarende energi til kompensation for den fossile energi, som ønskes fjernet fra systemet de kommende 30 år.

Kan planen gennemføres?

Politisk har EU forpligtet sig til 55 pct. reduktion af CO2 i 2030. Fit for 55 beskriver, hvordan dette kan opnås. Det er sandsynligt, at målsætningerne om energieffektivitet, renovering, yderligere udbygning af vedvarende energikilder og reduktion af kvoter og derfor højere CO2-priser bliver realiseret. Selskaber, der leverer energieffektivitet, vedvarende energiløsninger og producenter af ren elektricitet står til at blive vinderne. Mere usikkert er det, om CBAM kan gennemføres, og om der er tilstrækkelig politisk beslutsomhed til evt. at tage en handelskonflikt. Hvis CBAM realiseres, vil der være meget store vindere blandt de mest energieffektive selskaber i de omhandlede industrier, mange af disse europæiske. Endelig er det positivt, at kommissionen inkluderer landbrug og skov i paletten af løsninger, men spørgsmålet er, om visdommen af dette forslag kan synke ind hos de mest klimabekymrede grupper i parlamentet. Det vil tage to til tre år, før pakken er forhandlet på plads. Meget kan nå at ske i mellemtiden

Læs også: Lars Tvede sætter ord på frygten for aktiedyk

Læs også: Trods stigende råvareomkostninger - Carlsberg vil ikke banke priserne voldsomt i vejret